Kort Nyt

Fredericia får besøg af kæmpe-snegl: Grønne aktivister sætter fokus på EU-valg

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Fredericia får besøg af en bænk med et budskab

En usædvanlig bænk finder denne uge vej til Jyllandsgade i Fredericia. Bænken, formet som en stor snegl eller bi, er en del af Den Grønne Ungdomsbevægelses landsdækkende kampagne op til EU-valget den 9. juni. Formålet er at sætte fokus på de truede dyrearter, der er i fare, hvis ikke det grønne flertal i Europa-Parlamentet bevares., de besøger i løbet af uge 23, 9 danske byer, oplyser de i en pressemeddelelse.

QR-kode guider til grønne kandidater

Sneglebænken er ikke kun til pynt. Den har også en QR-kode, der leder til en guide over, hvilke kandidater der har stemt for grønne forslag i den seneste valgperiode.

– Det er helt afgørende, at vi får sendt nogle grønne kandidater til EU – i år mere end nogensinde før, siger Josefine Kingo Dissing, der har været en del af kampagnen.

Klimaaktivisme uden for de store byer

Fredericia er en af ni byer i Danmark, der har fået besøg af de særlige biodiversitetsbænke. Valget af byer er et bevidst forsøg på at vise, at klimaaktivisme ikke kun hører til i de større byer.

– Meningen med bænke-projektet er, at vi har en fornemmelse af, at Europaparlamentsvalget d. 9. juni er noget, der bliver overset hos danskerne, siger Karen Mørch, en af aktivisterne bag projektet.

EU-politik påvirker hverdagen

Kampagnen handler ikke kun om at få flere til at stemme grønt, men også om at få folk til at tænke over, hvad EU betyder for deres hverdag.

– Der er meget EU-politik, som berører almindelige danskeres hverdag, og det vil vi gerne sætte fokus på, siger Karen Mørch.