FREDERICIA

Fredericia deltager i partnerskab om virksomhedsrettet ungeindsats

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Fredericia, Favrskov og Haderslev kommuner indgår partnerskab med ROCKWOOL Fonden om at få unge i vedvarende uddannelse og beskæftigelse.

Formanden for Fredericia Kommunes beskæftigelsesudvalg, Connie M. Jørgensen (F), fortæller til DanmarkC TV, at hun glæder sig over, og ikke mindst til, det kommende samarbejde.

De tre kommuner bliver en del af forskningsprojektet NExTWORK, der er målrettet unge, som har svært ved at slå rod på arbejdsmarkedet. 

NExTWORK er en principbaseret indsats, hvor de unge bliver en del af netværk med andre unge og lokale virksomheder, får konkrete arbejdserfaringer og mulighed for at træffe reelle valg om deres forløb.

“Vi er galde for samarbejdet mellem kommunerne, og ikke mindst Rockwool Fonden,”, udtaler Connie M. Jørgensen.

Nu går arbejdet igang med at udmønte aftalen, som træder i kraft i oktober 2023.

”NExTWORK har en målsætning om at give unge, der har svært ved at slå rod på arbejdsmarkedet, nye muligheder for at komme i uddannelse eller beskæftigelse. Det er et ambitiøst mål, og derfor har vi brug for gode og stærke samarbejdspartnere, der kan være med til at teste, udvikle og evaluere. Derfor er vi også utrolig glade for at have fået Fredericia, Favrskov og Haderslev kommune med ombord”, udtaler programchef i ROCKWOOL Fondens Interventionsenhed Katrine Stenild Petersen. 

NExTWORK er udviklet af ROCKWOOL Fondens Interventionsenhed, og der arbejdes allerede med NExTWORK i Roskilde, Horsens og Sønderborg kommune. Indsatsen evalueres af Institute for Fiscal Studies og Rambøll.