Politik

FORSLAG: GØR DET MULIGT AT SØGE OM AKTINDSIGT I ADP

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Enhedslisten har indsendt følgende beslutningsforslag til behandling på byrådsmødet i Fredericia, d. 28. juni 2021.

Forslag:

Fredericia Kommune ønsker at annullere den fritagelse for aktindsigter, som Associated Danish Ports A/S (ADP) har haft siden 2014.

Fredericia Kommune retter henvendelse til Nyborg Havn (som også ejer aktier i ADP), med det formål, at Fredericia og Nyborg kommune sammen kan rette henvendelse til transportministeriet og anmode om at annullere ADPs fritagelse fra offentlighedsloven.

Baggrund:

I forrige valgperiode tog Venstre initiativ til, at Associated Danish Ports A/S ikke længere skulle være omfattet af Lov om offentlighed i forvaltningen. Det har været gældende siden 2014 og omfatter havnene i Fredericia og Nyborg. Det betyder, at udenforstående ikke kan søge om aktindsigt i forhold vedrørende de to havne.

For at skabe mere gennemsigtighed ønsker vi at annullere dette.

Vi mener, at det er muligt at drive en erhvervshavn og samtidig give mulighed for aktindsigt.

Havnen i Aalborg, Port of Aalborg, er et godt eksempel. Der er samme selskabskonstruktion som i ADP idet begge er aktieselskaber.

Men også andre store havne, som eksempelvis havnen i Esbjerg, Port og Esbjerg, er ikke undtaget aktindsigt. Det samme gælder havnene i Kolding, Vejle og en lang række andre byer.

Grenaa havn er faktisk den eneste havn, ud over ADP, der er fritaget for aktindsigt.

At ADP er fritaget for, at der kan søges aktindsigt, kommer ikke borgerne til gode. Og intet tyder på, at driften af en stor erhvervshavn er afhængig af denne fritagelse. I offentlighedsloven er det desuden allerede muligt at afslå aktindsigt på grund af forretningshemmeligheder. Så der er intet der kan forsvare denne helt generelle undtagelse fra åbenhed.

Enhedslisten Fredericia foreslår derfor, at fritagelsen søges annulleret.