FREDERICIA

Formanden for Senior- og Socialudvalget om hjemløshed: – Enhver stigning er uønsket

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Søren Larsen, formand for Senior- og Socialudvalget i Fredericia Kommune, giver en opdatering på situationen omkring hjemløshed i kommunen i ‘Politik ved bæltet’

Formanden for Senior- og Socialudvalget i Fredericia Kommune, Søren Larsen (A), giver en status på hjemløshed i kommunen. På landsplan er der en stigning i antallet af hjemløse på omkring 3% over de seneste to år, I Fredericia ser man en stigning fra 62 hjemløse i 2022 til 65 hjemløse i 2024, især i aldersgruppen 30-39 år. Årsagerne til denne stigning er endnu uklare.

– Der er en stigning i, måske de lidt ældre, men ikke mindst i aldersgruppen 30 til 39 år. Og det skal vi have gravet dybere ned i. Der kan vi ikke helt se, hvad det er, der sætter den tendens i gang, siger Søren Larsen, og fortsætter:

– Og der ser det ud til, at vores koncept med Housing First, at det begynder at slå igennem, og begynder at hjælpe. Og det er vi glade for, fordi så begynder vi for alvor at flytte noget ind i den rigtige retning, siger Søren Larsen.

Udover at sikre en bolig til de hjemløse igennem ‘Housing first’, er der også fokus på at yde støtte til at stabilisere borgerne i deres nye hjem. En boligsocial medarbejder arbejder på tværs af forvaltningen for at sikre hurtig boligplacering og støtte til at håndtere udfordringer som psykiske problemer, misbrug og økonomistyring.

– Der bliver fulgt op med støtteforanstaltninger efterfølgende også, for at stabilisere borgerne i den bolig. Så det er både psykisk, det kan være misbrug, det kan jo være meget andet. Det kan også være helt altså banale ting, som at hjælpe med at styre en økonomi, lyder det fra Søren Larsen.

Hør mere fra formanden for Senior- og Socialudvalget i Fredericia Kommune, Søren Larsen (A) om hjemløshed i programmet ‘Politik ved bæltet, som DanmarkC TV sender snart.