Politiets døgnrapport

Fire personer anholdt på Pjedstedvej, efterlysning af vidner og et forventeligt natteliv

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Sydøstjyllands Politi efterforsker bedrageri, – og har brug for hjælp fra vidner ved rudeknusning!

Mere bedrageri
I går kl. 17.41 var der igen en falsk bankmand på spil. Han ringede en borger op, og udgav sig for at være fra Danske Bank. Han overbeviste borgeren om, at “af sikkerhedsmæssige grunde skal kortet indsendes, og vil blive afhentet på bopælen.”
Forurettede har derefter udleveret kort og PIN-kode, og efterfølgende blevet bedraget ved hævninger.

Et tilsvarende bedrageri er gennemført i Vejle kl. 18.15 – også i går.

Vagtchef Mads Flamsbo understreger, at det på ingen måde er en fremgangsmåde banker benytter. I tvivlstilfælde skal man kontakte sin bank. Sydøstjyllands politi opfordrer til, at vi fortæller vores ældre medborgere, at hverken NETS eller banker kontakter deres kunder på den måde, eller afhenter bankkort m.v.

Supplerende oplyses det, at der i morges på Pjedstedvej er anholdt fire personer, som indgår i efterforskningen at ovennævnte bedragerier.

Igen rudeknusning på Egeskovvej
Beboerne blev vækket til den larm en rudeknusning medfører kl. 5.09 på Egeskovvej i Fredericia.
Denne gang var det en rude i en terrassedør i stuetagen det gik ud over.
Gerningspersonen når at stjæle en PH-lampe fra en skænk, inden beboerne kommer ned i stuen.
Politiet efterlyser vidner, der har været på Egeskovvej omkring kl. 5 i morges! Ring 1-1-4.

Nattelivet
Vagtchefen beskriver en rolig nat i Sydøstjyllands Politi, hvor der har været nogle overtrædelser af ordensbekendtgørelsen, et par voldssager, men ellers ikke nogen alvorlige sager. “Ikke noget ud over hvad man forventer en almindelig weekend nat”, slutter vagtchefen denne orientering.