Kort Nyt

Fællesspisning på Kulturkasernen

Torsdag d. 16. juni kl. 18.30 inviterer Kulturkasernen alle interesserede til fællesspisning og en uformel snak om fremtiden

Kulturkasernen skal være Fredericias nye kulturelle kraftcenter, mødested og legeplads. Men hvad skal der til, for at drømmen kan gå i opfyldelse? Det har du måske en mening om?

De bedste samtaler foregår ofte over et måltid mad. Her kan man tale om løst og fast og om, hvad man selv er optaget af. Og samtidig kan man blive klogere på, hvad der er vigtigt for andre. Kulturkaserneudvalget, der er det udvalg, der er nedsat af Byrådet for at arbejde med at formulere visionen for Kulturkasernen, vil gerne indlede samtalen med alle interesserede fredericianerne. Derfor inviteres der til fællesspisning i Eksercerhuset, hvor alle er velkomne til at give deres besyv med.

”I Kulturkaserneudvalget lægger vi stor vægt på at være i dialog med borgerne om projektet helt fra begyndelsen. Det er vigtigt, at fredericianerne er med til at forme Kulturkasernen. Derfor håber vi også, at mange har lyst til at være med, når vi tager den første snak om projektet”, udtaler et samlet udvalg. 

Har du lyst til at være med til at sætte retningen og dele dine tanker om kultur og om mulighederne i den gamle kaserne? Kom og vær med til et hyggeligt og uformelt arrangement, hvor alle kan komme til orde. 

Det koster kr. 30 at være med – drikkevarer kan købes i baren. Tilmelding senest søndag d. 12. juni på fredericia.nemtilmeld.dk. Arrangementet foregår i Eksercerhuset.

Fællesspisningen d. 16. juni er forløber for det store arrangement ”Åben Kaserne”, der finder sted d. 1. september i forbindelse med Trekantområdets Festuge. Her slås dørene op til hele Kulturkasernen, og hele byen inviteres indenfor til workshops, gadeteater, musik og meget mere.