FREDERICIA

Få verdens bedste nyheder på Fredericia Banegård i september

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Den 8. september om morgenen er det ‘Verdens bedste morgen’. Det er nemlig der, hvor rejsende og pendlere kan tage ‘Verdens bedste nyheder’ med sig under armen, når avisen uddeles på Fredericia Banegård.

I år har Fredericia Bibliotek overtaget koordinatorrollen i Fredericia fra den tidligere koordinator, Inger, der har gjort et kæmpe stykke arbejde.

– Vi er meget beærede over at Inger spurgte os, om vi ville overtage koordinatorrollen og vi håber at vi kan leve op til forventningerne og føre det gode arbejde videre,” udtaler arrangementskoordinator Mette Stougaard Thomsen i en pressemeddelelse.

Selvom der er sket et skift i koordinationen, vil uddelingen i år forløbe som den plejer med frivillige på Fredericia Banegård den 8. september i tidsrummet 7-9. Derudover vil man kunne finde avisen på biblioteket i både Fredericia og Taulov, samt på afhentningsstederne i Erritsø, Egeskov og Bredstrup Pjedsted.

Hvad er Verdens Bedste Nyheder?

Verdens Bedste Nyheder er et uafhængigt medie med et klart fokus på konstruktiv journalistik og kampagner om fremskridt og løsninger på verdens udfordringer. Det er stiftet som en forening af FN, de danske udviklingsorganisationer, og det danske erhvervsliv. Nyhederne tager udgangspunkt i FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling.