Kort Nyt

Drømme går i opfyldelse til Madsby Pige Cup

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Fra den 2.-4. juni vil pigefodbolden tage centrum på boldbanerne hos Fredericia fF, når næsten 200 pigefodboldhold fra hele Danmark, Tyskland og Sverige samles til Madsby Pige Cup 2023 – det største pigestævne i Danmark.

I år vil stævnet have en ekstra dimension, da Gjensidige Drømmelegat vil besøge stævnet og give pigerne mulighed for at få deres fodbolddrømme opfyldt. Med partnerskabet mellem Gjensidige og Fredericia fF håber man at kunne løfte stævnet til nye højder, fortælles der i en pressemeddelelse fra arrangørerne af stævnet.

Gjensidige Drømmelegat, der fungerer i bedste “Løvens Hule”-stil, vil lade fodboldpigerne gå til audition med deres fodbolddrømme og prøve lykken foran Drømmelegat-juryen. Tv 2-værten, Heidi Frederikke Sigdal, er et af de fire jurymedlemmer, der fordeler legatets midler til glæde for danske pigefodboldspillere, og idéen om at give pigerne mulighed for at opfylde deres drømme på Madsby Pige Cup kommer fra hende.

“Sidste år gav vi to hold muligheden for at deltage i Madsby Pige Cup med Drømmelegatet. I den seneste ansøgningsrunde var der igen flere ansøgere, der ønskede at komme til stævnet i Fredericia. Derfor mente Heidi Frederikke, at hvis alle pigehold tager til Madsby, skal vi selvfølgelig også derhen,” siger Susan Blindbæk Vestergård, der er Gjensidiges repræsentant i Drømmelegatet.

Siden har Gjensidige og Madsby Pige Cup arbejdet sammen om at finde en løsning, og nu har de indgået et guldpartnerskab om Madsby Pige Cup for 2023 og 2024. “Vi kommer sammen til at løfte stævnet til glæde for en masse fodboldpiger. Vi håber, at det bliver en tradition, at det er til Madsby Pige Cup, at man får opfyldt sine fodbolddrømme. Der er så mange muligheder i det samarbejde,” siger Fredericia fF’s formand, Jesper Kongsted.

Fra starten af stævnet fredag aften vil der være fokus på Drømmelegatet, og lørdag mellem kampene vil fodboldpigerne kunne gå på scenen for at fortælle om deres fodbolddrømme. Lørdag aften vil Drømmelegatet afsløre, hvilke drømme der går i opfyldelse.