Debat: Når det unormale bliver normalt, bliver det normale unormalt
Karsten Byrgesen, Regionsrådsmedlem Region Syddanmark og byrådsmedlem i Fredericia
Det er langt over stregen når Region Syddanmark blander sig i og dikterer, at vores medarbejdere ikke må spise okse- og lammekød når de er på kursus eller tjenesterejser.
Hvad rager det dog Regionen. Det her er et meget stort skridt i den gale retning. Voksne mennesker ansat ved Region Syddanmark skal ikke gøres til snydepelse ved at vælge en hakkebøf med løg og brun sovs frem for en grønkålspølse med et glas importeret kokosmælk.
Det her har intet at gøre med at udvise samfundssind ved at passe på miljøet. Det er en magtdemonstration der griber ind overfor den personlige frihed.
Jeg deltog i et ”ude” møde i rammen af Region Syddanmark i sidste uge. Nok en gang var frokosten en sandwich, hvilket ofte er en kokosnød stor grovbolle indeholdende dressing, et par stykker papirtyndt pålæg og noget salat. En medarbejder fra regionen måtte brødebetynget indrømme at hotellets køkken ikke var orienteret om, at vi som Region ikke måtte spise okse- og lammekød.
Jeg opfattede det som en af de der jokes, der i virkeligheden ikke er særlig morsom, men mere i kategorien ”tænk hvis en direktør fra Region Syddanmark skal bestemme hvad vi skal spise” – agtig.
Til min store overraskelse var udmeldingen alvorligt ment. Det ødelagde dog ikke min gode appetit, hvorefter min sandwich med roastbeef og en overflod af salatblade gled ned under indtagelse af vandhanevand fra karaffel.
Staten fastsætter vilkår og satser for tjenesterejser. Herunder kost efter regning eller udbetaling af standardbeløb. Staten stiller ikke krav om hvilken type mad den rejsende må indtage. Det er en helt privat sag, hvilket også gælder Region Syddanmark.
Når ledelsen i Region Syddanmark fremhæver, at medarbejdere fra nogle af Regionens store arbejdspladser ”generelt udtrykker god opbakning” til den nye linje, ligner det mest af alt et kikset forsøg på at tækkes ledelsen og bøje sig.
Der skal være grænser for smagsdommeriet. Hvad bliver det næste? Skal Regionen også bestemme hvilken bil medarbejderne eller Regionsrådsmedlemmerne må køre i, hvorledes vores bolig opvarmes, om vi rejser på ferie med jet-fly eller spiser lammekølle eller går i bambus undertøj. Nej tak siger jeg.
Lad være med at gøre det normale unormalt og find i stedet respekt for vores 30.000 medarbejderes dømmekraft og smagssans.
Rammer for deltagelse i debat: På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv