FREDERICIA

DAO vælter sig i pakker – Nyt stort sorteringscenter er på vej

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Onsdag middag tog dao det første spadestik til deres nye logistikcenter på Bundgårdsvej i Fredericia. Bestyrelsen og ledelsen fra dao var til stede, ligesom Fredericias Borgmester og byggeriets leverandører deltog i markeringen. 

Med ordene ”I dag er en stor dag” bød Adm. Direktør for dao, Morten Villberg velkommen til byggeriet af den første terminal i dao’s historie, der – som primær funktion – er designet til håndtering af småpakker.  

Lørdag sender DanmarkC TV, et tv-indslag i NYHEDERNE, fra det første spadestik, til dao’s nye sorteringsterminal.


Efter gennem flere år at have håndteret indtoget på pakkemarkedet i de eksisterende bygninger, er dao nu nået til en milepæl i deres historie. Den første terminal, der bliver opført med dao som bygherre, er også den første sorteringshal, hvor der bliver monteret transportbånd og scanner-tunneller til maskinel sortering af forsendelserne. Denne ændring i infrastrukturen sker, da væksten hos dao er over al forventning.

Eksplosiv entre på det danske pakkemarked


”Tilbage i 2007 forestillede vi os ikke denne eksplosive entre på det danske pakkemarked, men de danske forbrugere har taget godt imod levering i de tidlige morgentimer. Vi er meget glade for udviklingen og ser frem til at tage vores nye terminal i brug til vinter”, fortæller Morten Villberg, CEO for dao.


Med kompetente leverandører på det danske marked, KT Erhvervsbyg og Beumer Group, er byggeriet berammet til at stå færdigt den 3. december 2021. Når dao slår dørene op til deres nye logistikcenter, bliver det med en markant kapacitetsforøgelse og en produktionskapacitet på op til 15.000 forsendelser i timen. Med 20 porte og en hal på 6.210 m2 er der god plads til, at terminalen også skal fungere som knudepunkt for de mange aviser, breve, magasiner og pakker, der hvert år sorteres til andre dao-lokationer i hele Danmark.

”Denne udvidelse af vores sorteringskapacitet skal sikre, at vi fortsat kan levere samme høje leveringskvalitet til de private modtagere, der hver dag benytter dao. En vækst, som den vi har oplevet det seneste år, stiller krav til en hurtig omstilling af både personalemæssige ressourcer og produktionskapacitet. Vi er derfor meget tilfredse med at kunne være klar med den nye terminal allerede til vinter”, slutter Morten Villberg.