FREDERICIA

CSR-Prisuddeling hylder virksomheder, der gør en forskel i samfundet

Udgivet af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Den 16. maj er det tid til at hylde virksomheder, der går forrest i at bidrage positivt til samfundet, når den prestigefyldte CSR-Pris uddeles for anden gang i Fredericia.

Prisen blev indstiftet i 2017 som led i en samarbejdsaftale mellem uddannelses- og beskæftigelsesinitiativer, og har til formål at hædre virksomheder, der gør en særlig indsats for samfundet.

I år er der indstillet fem virksomheder til at modtage prisen, der vil blive overrakt af borgmester Steen Wrist og sidste års vinder, Torben Eriksen fra Linde A/S. Prisen anerkender virksomheder, der går forrest i at bidrage positivt til samfundet inden for de forskellige elementer af CSR, herunder jobprøvning, praktikanter, elever, voksenlærlinge og hjælp til unge, der har det svært. Det oplyser Business Fredericia i en pressemeddelelse.

De fem nominerede virksomheder til årets CSR-Pris er:
• KM Telecom A/S
• Temashop ApS
• Nippon Gases A/S
• Airco Diet A/S
• P. Fournaise A/S

John Pagaard, ekstern projektkonsulent fra Business Fredericia, udtaler:

– “Denne pris er et udtryk for vores anerkendelse af virksomheder, der går forrest i at bidrage positivt til samfundet.” og fortsætter:

– “Virksomhederne i CSR-7000 er kendt for deres engagement og vilje til at bidrage, hvor de kan, inden for de forskellige elementer af CSR. Dette kan omfatte jobprøvning, praktikanter, elever, voksenlærlinge og hjælp til unge, der har det svært.”

Sidste år vandt Linde A/S den lokale CSR-pris i Fredericia for deres bemærkelsesværdige samfundsengagement og succesfulde samarbejde med Fredericia Jobcenter. Torben Eriksen fra Linde A/S forklarer, at prisen har haft stor betydning for virksomheden, ikke kun lokalt i Fredericia, men også globalt.

– “Det har givet genlyd udenfor vores egne rammer i Fredericia. Vi kunne bruge det kommercielt til vores kunder, der sætter pris på CSR-profil, men også når vi skal rekruttere medarbejdere. Det betyder meget i nutidens samfund. Desuden har det givet genlyd i Linde-organisationen globalt – jeg har været på Europamøder for at fortælle om vores arbejde med CSR, det har givet ekstra opmærksomhed til Danmark og Fredericia. Det er helt fantastisk. Det giver os alle en større arbejdsglæde, og en større livsværdi, når vi ved, at vi gør en forskel for andre på denne måde,” siger Eriksen og fortsætter:

– “Det gav en stolthed i hele organisationen, at vi vandt prisen. Det gav anerkendelse til de enkelte medarbejdere på flere parametre. Vi havde gjort det rigtig fint, og der var mange der satte pris på det,” fortæller Eriksen.

I år vil Søren Dahl, kendt fra Cafe Hack, guide gæsterne igennem prisoverrækkelsen med en varm og social tilgang. “Vi ser frem til en varm og social tilgang fra Søren Dahl. Han har en stor indsigt i mennesker, så han passer perfekt ind i konceptet, når han på en lun og hjertevarm måde fortæller og styrer samtalen,” siger Pagaard i pressemeddelelsen.

Udover overrækkelsen af prisen vil der også være et oplæg fra Torben Eriksen fra Linde A/S om betydningen af at vinde prisen for ham og hele organisationen bag. CSR-Prisen 2023 finder sted den 16. maj kl. 14.00-16.30 i ADP Lounge, Fredericia Idrætscenter, Vestre Ringvej 100, 7000 Fredericia.