SAMFUND

Brugen af længerevarende bæltefikseringer er fortsat faldende

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Brugen af længerevarende bæltefikseringer er fortsat faldende

 

Den nye opgørelse af tvang i psykiatrien viser, at antallet af personer, der bæltefikseres, fortsat er faldende, og det samme er tilfældet med antallet af længerevarende bæltefikseringer, der fortsat falder på landsplan.

 

Færre personer bliver bæltefikseret, og antallet af længerevarende bæltefikseringer falder. Det er konklusionen i den nye opgørelse af tvang i psykiatrien, der sammenligner perioden fra juli 2015 til juni 2016 med samme periode et år tidligere.

”Vi er tilfredse med den positive udvikling på landsplan mod brug af mindre tvang og det fortsatte fald i antal personer, der bæltefikseres i psykiatrien. Vi ser også, at det samlet set er lykkedes at nedbringe de lange bæltefikseringer, hvilket er meget positivt.” siger sektionsleder i Sundhedsstyrelsen Kirsten Hansen.

 

Fald i lange bæltefikseringer og stigning i korte

 

Antallet af lange og mellemlange bæltefikseringer, det vil sige bæltefikseringer, der varer mere end 8 timer, ligger på nationalt plan under gennemsnittet for perioden 2011-2013.  Samtidig har der været et fald i samme kategori, hvis man sammenligner perioden juli 2015 til juni 2016 med samme periode et år tidligere. Omvendt er antallet af kortere bæltefikseringer steget.

”Den fortsatte stigning i de kortere bæltefikseringer afspejler formentlig det igangværende arbejde med at reducere langvarige bæltefikseringer, ved at forsøge at løsne bæltefikseringerne tidligere. I nogle tilfælde kan det medføre, at de længere bæltefikseringer ender med at blive erstattet af flere kortvarige bæltefikseringer.” siger Kirsten Hansen.

Sundhedsstyrelsen følger fortsat brugen af tvang i psykiatrien tæt via Sundhedsstyrelsens Task Force for Psykiatri for fortsat at reducere brugen af tvang. Det er både ved at fastholde den gode udvikling, der er i gang, og udbrede gode erfaringer til hele landet.

Partnerskab skal halvere tvangen

 

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Danske Regioner indgik den 12. juni 2014 en aftale med det fælles mål at halvere brugen af bæltefikseringer og reducere alle former for tvang i psykiatrien frem mod 2020.

Hver region har forskellige udgangspunkter for niveauet af tvang, befolkningsstørrelse, patientsammensætning med videre. Derfor har hver region i selvstændige partnerskabsaftaler beskrevet, hvad de hver især vil gøre for at nå målet om en halvering af brugen af bæltefikseringer og en reduktion i alle former for tvang i psykiatrien frem mod 2020.

Sundhedsstyrelsens Task Force for Psykiatri har til formål at følge udviklingen på området, dele viden og drøfte de initiativer, der kan tages i brug for at nedbringe tvang i psykiatrien. Task Forcen består af overordnede ledelsesrepræsentanter på tværs af psykiatriområdet og gennemgår blandt andet løbende de halvårlige opgørelser over brugen af tvang i psykiatrien. Opgørelserne ser tilbage på de sidste 12 måneder og udkommer 2 gange årligt.

Kilde: Sundhedsstyrelsen