112

Brand i ældrebolig i Vendersgade i Fredericia

Af Theis Søndergaard - ths@danmarkc.tv

Natten til mandag udbrød der brand i en ældrebolig i Vendersgade – overfor Meldahls Rådhus

Opdateret 8-1-2024:
Sydøstjyllands Politi oplyser, at en kvinde på 51 år er omkommet i forbindelse med branden.
Årsagen til branden, der ser ud til at være opstået i sengen, undersøges nærmere.

Hvad der i første omgang indløb som en automatisk brandalarm i en ældrebolig i Vendersgade – natten til mandag klokken 03:03, viste sig snart at være et udkald til en reel brand. Det var det syn der mødte en første sprøjte fra TrekantBrand, da den kort tid efter alarmen var indløbet, holdt foran bygningen i Vendersgade. Der blev derfor straks rekvireret yderligere slukningskøretøjer – herunder både vandvogn og en redningsstige. Politiet var ligeledes alarmeret.

Da røgdykkere trængte ind i lejligheden stod det klart at der var tale om en kraftig røgudvikling, og at der muligvis befandt sig en person i lejligheden. En ambulance blev derfor også rekvireret til at stå stand-by. Ligeledes ankom flere sundhedsplejebiler med plejepersonale til stedet.

Beredskabet fik forholdsvis hurtigt bugt med røgudviklingen og kunne derpå lufte bygningen ud. Branden er opstået i en lejlighed på 2.sal ud mod Sjællandsgade.

Brandværnet kunne rulle højtryksslangen tilbage i brandbilen og pakke sammen klokken 04:10.