Blå Kors oplever allerede stor interesse for julehjælp
Julen er en stressfaktor for mange økonomisk pressede familier. Det oplever den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark, som netop har åbnet for ansøgning om julehjælp
For familier, som i forvejen kæmper med at få pengene til at række hele måneden, giver tanker om julen anledning til ekstra mange bekymringer.
Hos Blå Kors Danmark, der er en af de organisationer, som uddeler julehjælp, oplever man stor interesse for økonomisk hjælp til mad og julegaver.
Flere tusinde danskere har allerede, inden der blev åbnet for ansøgning om julehjælp, været inde på organisationens hjemmeside og søge information om årets julehjælp. Det kommer ikke bag på generalsekretær i Blå Kors Danmark Morten Skov Mogensen:
“Vi møder jo de her familier hele året. Ikke bare i julen, men hver uge i vores arbejde, så vi ved, hvordan mange kæmper for at kunne betale deres regninger og have råd til mad til deres børn. Derfor kommer det desværre ikke som en overraskelse, at julen allerede er en stressfaktor, inden kalenderen viser december.”
At mange familier har få midler, kommer blandt andet til udtryk i den seneste opgørelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (VIVE), der viser, at 54.000 børn i Danmark lever i fattigdom.
Hjælp til mad og gaver i julen
Blå Kors Danmark har åbnet for ansøgninger om julehjælp den 24. oktober. Julehjælpen uddeles til familier, hvor forældrene er på overførselsindkomst og har hjemmeboende børn under 18 år, og består af et gavekort på 500 kroner til dagligvarer i Lidl og 200 kroner til Blå Kors’ genbrugsbutikker.
I 2022 modtog Blå Kors mere end 12.000 ansøgninger fra familier. Det var knap 40 procent flere ansøgere inden året før.
Med den tidlige og store interesse for julehjælpen i år, håber generalsekretær Morten Skov Mogensen, at flere virksomheder, fonde og privatpersoner vil støtte julehjælpen.
“Julen er hjerternes fest. Jo flere penge, vi får samlet ind, jo flere familier kan vi hjælpe. For den enkelte familie kan 700 kroner gøre forskellen mellem julegaver til børnene eller ej. Derfor håber vi, at mange har lyst til at bakke op”, siger han.
Blå Kors Danmarks julehjælp er i år støttet af blandt andre Ole Kirk’s Fond og dagligvarekæden Lidl. Sidste frist for at søge om julehjælp er den 23. november.