Kort Nyt

BioPhero udvider i Fredericia

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

BioPhero, der producerer miljøvenlige alternativer til konventionelle, kemiske insektbekæmpelsesmidler i landbruget, flytter til Fredericia. 

BioPhero har store vækstambitioner fremadrettet, og i den forbindelse har de valgt at åbne et produktionsanlæg i Fredericia, som betyder, at virksomheden går fra at være en stærkt teknisk startup til at være en etableret biotekvirksomhed med kommerciel produktion. 

Den nytilflyttede virksomhed producerer alternativer til konventionelle, kemiske, insektbekæmpelsesmidler i landbruget. Dermed har de ikke dræbte bier på samvittigheden. BioPheros typiske produkter er feromoner, der kan bruges til at kontrollere nogle af verdens værste skadedyr, der typisk er forskellige arter af møl. I stedet for at dræbe dem forhindrer man dem i at finde en mage. 

Teknologien som BioPhero benytter er en helt, ny udviklet patenteret teknologi til produktion af feromoner. BioPhero benytter en gær-baseret fermenteringsproces, ligesom for øl. Gærcellerne bruger de samme enzymer som insekterne til at producere feromoner, og BioPheros er derfor nærmest identiske med de naturlige produceret af insekterne. 

Traditionelt er feromoner blevet fremstillet ved en kemisk syntetisk proces, og det gør, at de bliver dyrere, og de kun kan bruges i høj-værdi afgrøder i drivhuse og plantager. BioPheros bio-feromoner er derimod billige, og kan bruges i helt almindelige markafgrøder af alle landmænd. 

Missionen for BioPheros er at gå forrest i den globale omstilling mod et bæredygtigt landbrug.  

– Vi tror rent faktisk på, at vi kan gøre en forskel. Vores feromoner retter sig nemlig mod skadedyr i nogle af verdens mest betydningsfulde afgrøder, bland andet majs og ris, som udgør grundlaget for kosten i Afrika og Asien. At kunne bekæmpe skadedyr i disse og mange andre afgrøder på en nem måde uden miljø- eller sundhedsmæssige risici er rent ud sagt revolutionerende, siger CTO i BioPheros, Jesper Dohrup. 

BioPhero er en bioteknologi virksomhed, der blev grundlagt i 2016 af DTU Professor Irina Borodina som et spin-out fra Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability. På sin vej fra startup til scaleup har BioPhero foreløbigt rejst tre millionereEuro i 2018 fra Syngenta Group Ventures, Novo Holdings and Syddansk Innovation efterfulgt af næsten 15 millioner Euro i 2020 fra Syngenta Group Ventures, Novo Holdings, DCVC Bio og FCM Ventures. BioPhero modtager desuden støtte fra EU. Virksomheden har i dag 28 medarbejdere med hovedkvarter på Østerbro i København, og nu også i Fredericia.

FOTO : BioPhero