Kort Nyt

Biblioteket efterlyser fantastiske forsider

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Dette forår inviterer Fredericia Bibliotek alle kommunens borgere fra 0 til 100 år til at være kreative med udgangspunkt i forsiden på deres yndlingsbog.

Du kan strikke, hækle, tegne, kniple, væve eller sy en forside. Du kan også lave den i papir, i ler, i skrot eller i glas. Alle medier er velkomne, og kun din fantasi sætter grænser.

Udstilles til april

”Vi håber at det her kunstprojekt dels kan inspirere fredericianere i alle aldre til at være kreative, hvad enten det er inden for håndarbejde eller billedkunst, og dels kan give anledning til at reflektere over læsning, gode bøger og flotte forsider” fortæller arrangementskoordinator Mette Stougaard Thomsen.

Alle bidrag samles i en stor udstilling på biblioteket med fernisering den 1. april.

Der er frist for indlevering af værker den 25. marts.