FREDERICIA

Besøgsrestriktioner på plejehjem er ophævet

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Så kan beboerne på kommunens plejehjem får besøg igen

Styrelsen for Patientsikkerhed har her i eftermiddag meddelt, at alle besøgsrestriktioner er ophævet med øjeblikkelig virkning, da stort set alle beboere på kommunens plejehjem er færdigvaccineret.

”Det er virkelig en god nyhed, at besøgsrestriktionerne nu er ophævet. Det har været en lang periode med afsavn og manglende besøg af familie og venner.  Nu glæder jeg mig over, at beboerne kan begynde at få besøg i højere grad end det har været tilfældet i de seneste måneder. Dog skal vi alle være opmærksomme på, at vi fortsat skal passe på hinanden. Vi skal stadig huske alle de gode råd om god hygiejne og blive væk, hvis man er syg eller småsløj”, siger Lars Ejby, formand for Senior- og Handicapudvalget. 

Styrelsen for Patientsikkerhed har i deres beslutning om at ophæve besøgsrestriktionerne lagt væk på, at 2. vaccination mod COVID-19 er givet for mere end 7 dage siden på alle plejecentre i kommunen, og at vaccinationstilslutningen er over 80%. Endvidere er der lagt vægt på, at der i den seneste uge i Fredericia Kommune er konstateret 46,7 smittede borgere pr. 100.000 indbyggere.

Besøgsrestriktionerne trådte i kraft den 18. september sidste år, for at forebygge spredningen af corona.

Vaccinationsprogrammet fortsætter i Fredericia efter planen.  Plejehjemmene informere de pårørende om de nye retningslinjer for besøg, som blandt andet omfatter afstandskrav, god hygiejne og brug af mundbind/visir.