
Anmeldelse: Showcase 2025 – En stjerneregn af talent og musicalglæde

⭐⭐⭐⭐⭐⭐ – Fredericia Musical Teater stod for en uforglemmelig aften, da Scenekunstskolen indtog scenen med et brag af en præstation af Showcase 2025
Det er her, hvor Den Danske Scenekunstskole i Fredericia lader deres afgangselever skinne – og hvilken stjerneregn, publikum blev vidner til!
Aftenen bød på to stærke musicals, der hver især viste både spændvidde og dybde. Først og fremmest skal “Usynlig”, Scenekunstskolens helt egen kreation, fremhæves – et smukt og rørende portræt af kærlighedens mange facetter. Her blev publikum grebet fra første tone, og da det lykkelige slutbillede foldede sig ud, var det til tonerne af jubel og stående applaus. Musikken, sangen og ikke mindst de unge skuespilleres nerve ramte rent. Det var magisk.
“Heathers”, den anden forestilling, tog os med til en amerikansk high school – en rejse gennem ungdommens lys og mørke, med både humor og alvor, latter og dødsens alvorlige temaer. Det blev gjort med respekt og dygtighed, og ensemblet balancerede det hele med imponerende overskud.
Salen kogte af begejstring hele aftenen – her var publikum i alle aldre samlet om én ting: kærligheden til scenekunsten. Lydbilledet var knivskarpt, scenografien enkel men virkningsfuld, og energien på scenen kunne mærkes helt ned på bagerste række – hvis der altså havde været en ledig stol, for det var der ikke!
Showcase 2025 er ikke bare en afgangspræstation – det er en fejring af talent, mod og passion. Og det lover godt for fremtidens danske musicalscene. Der er kun ét at sige: Bravo – og seks stjerner herfra!
Seer – og læseranmeldelse fra DanmarkC TV.