SUNDHED

Storebæltsbroen oplyses i en flot blå farve i nat – det er FN’s Diabetesdag

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

På FN’s Verdens Diabetesdag i dag viser nye tal, at mange danskere med diabetes er udsat for stigma. Derfor kører Diabetesforeningen en kampagne, ”Kender du typen?”, der viser, at diabetes kan ramme alle typer af mennesker.

356.000 danskere har sygdommen diabets og det tal vil vokse til 467.000 i 2030. Derudover har 480.000 danskere forstadier til diabetes type 2.
Derfor er der god grund til at dagen markeres, og det sker under temaet “Kender du typen”.

Fordomme
En ny medlemsundersøgelse i Diabetesforeningen viser, at hver tredje med diabetes – hvad enten det gælder type 1- eller type 2-diabetes – oplever at blive mødt af fordomme blandt deres omgivelser.
Vi skal have taget livtag med mange menneskers opfattelse af diabetes, der ofte bunder ofte i stereotype forestillinger. Vores håb er, at kampagnen og debatten kan skabe større forståelse for, hvad diabetes er. For diabetes er ikke en selvvalgt livsstil. Det er en alvorlig sygdom, der uden den rette behandling kan være både invaliderende og livsfarlig. Betegnelsen ”livsstilssygdom” negligerer diabetes og er med til at skabe en unødvendig skyldfølelse hos dem, der hver dag kæmper med sygdommen,” siger Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen.

Blå Storebæltsbro
Når mørket bryder frem tirsdag aften, vil Storebæltsbroen også blive oplyst i den blå farve, som symboliserer Verdens Diabetesdag. Det blå lys vil pryde broen indtil onsdag morgen.
Vi er meget glade for, at Sund & Bælt har valgt at bruge Storebæltsbroen til at skabe opmærksomhed om diabetessagen. Broen samler Danmark på tværs, og på samme måde er det vigtigt, at vi samler Danmark og danskerne om diabeteskampen. Med det blå lys er Storebælt med til at gøre sygdommen en større del af danskernes bevidsthed. Og det er et vigtigt skridt i kampen for et godt liv med diabetes og en fremtid uden,” siger Claus Richter.

Kender du typen
Det skønnes, at over 100.000 danskere har diabetes uden de ved det. Det kan være vigtigt med en risikovurdering, og den kan tages på Diabetesforeningens hjemmeside.
Onsdag den 15. november 2023 kl. 14 til 17 kan du få en samtale om både diabetes og lungesygdomme på Fredericia Sundhedshus.

Fakta
– Hver dag får 86 danskere konstateret type 2-diabetes
– Hver uge får otte børn konstateret type 1-diabetes
– 356.000 danskere har i dag diabetes, og det tal vil stige til 467.000 i 2030. 
– 100.000 danskere går rundt med diabetes uden at vide det.
– Ca. 480.000 danskere har forstadier til type 2-diabetes