FREDERICIA

Klamydia: 15-29 årige i Fredericia på en 8. plads i 2022

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Klamydia bliver fortsat mere udbredt blandt danske unge. Med over 35.000 tilfælde på landsplan i 2022 slog de 15-29-årige atter egen rekord i klamydiasmitte. Selvom lidt flere lader sig teste, sakker de unge mænd stadig markant bagud på testraten. Det skaber bekymring om et mørketal

Sammenlignet med landets kommuner indtager Fredericia en 8. plads med en insidens på 36,1 pr. 1.000 indbyggere. Kolding nr. 9 med 35,3, Vejle nr. 21 med 32,2, mens Middelfart, er uden for billedet til højre, en 41. plads med insidens på 29,2.

2021 var et rekordår hvad angår de unges tilfælde af klamydia, men nu viser tal for 2022, at den rekord er slået. I 2022 var der 35.687 påviste klamydiatilfælde. Tallet for 2021 var 31.430 i aldersgruppen 15 til 29 år.

I forhold til forebyggelse forbliver kondom den eneste præventionsform, som beskytter mod sexsygdomme overført via penetrationsex, slår Sex og Samfund fast.

Fælles ansvar
Vi har et fælles ansvar for at knække klamydiakurven. For at knække kurven, skal flere beskytte sig med kondom, lade sig teste og behandles. Men vi kan se, at særligt unge mænd ikke lader sig teste. Måske fordi de tror, at det altid er testning via penis, som mange tænker er ubehageligt. Men testning kan for mænd lige så godt blot være en urinprøve. Derudover antager vi, at mange ikke kender konsekvenserne af ubehandlet klamydia, men i yderste konsekvens kan man blive infertil – og det gælder både mænd og kvinder,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.

Region Syddanmark
I Region Syddanmark var det Esbjerg (40,7), Fredericia (36,1) og Kolding (35,3) der havde flest registrerede tilfælde.

Det er en farlig tendens, at klamydiasmitten konstant stiger. Klamydia er en alvorlig og smitsom sexsygdom, hvis den ikke behandles. Sex er dejligst, hvis man ikke bliver syg, og vi er som samfund nødt til at nå de unge med budskabet om at bruge kondom. Men vi har også brug for, at særligt de unge mænd lader sig teste mere. Der er alt for få, der lader sig teste, og derfor er mørketallet nok højere,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.

Tal for Region Syddanmark. Kilde og grafik: Sex og Samfund.

Fakta om klamydia

  • Klamydia er den mest udbredte sexsygdom i Danmark.
  • Klamydia er infektion i urinrøret, livmoderhalsen eller endetarmen. Symptomerne kan være udflåd eller svie, når man tisser, men klamydia optræder ofte uden symptomer.
  • Ubehandlet klamydia kan medføre nedsat fertilitet og ufrivillig barnløshed, graviditet uden for livmoderen, kroniske underlivssmerter hos kvinder og betændelse i bitestikler blandt mænd.
  • Klamydia er let at behandle. Det sker med antibiotika.