Kultur

Om at overleve Stalins Gulag – et foredrag om at starte sit liv i en russisk arbejdslejr

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Lokal forfatter holder foredrag om ”Alex – Miraklet fra Stalins Gulag” i Egeskov Forsamlingshus den 28. september fra kl. 19.30. Foredraget er baseret på bogen af samme navn, som han udgav i maj 2022.  

Fire stærke, personlige beretninger, der er flettet sammen til én historie, det er essensen af bogen ”Alex – Miraklet fra Stalins Gulag”, som forfatter Thomas Kvist Christiansen udgav i maj i år. Den i dag 71-årige Alex Thomsen fra Augustenborg fortæller i bogen om, hvordan det var at starte sit liv i en barsk russisk fangelejr i den iskolde tundra i Sibirien under Stalins styre efter Anden Verdenskrig. Bogen fortæller historien om, hvorfor Alex kom til verden i fangelejren Vorkuta ved Polarcirklen i det nordligste Rusland – en beretning om faderen, den unge sønderjyske læge Alexander Thomsen, der med falske anklager om spionage blev bortført i Berlin af de sovjetrussiske myndigheder i 1945 og idømt ti års russisk straffearbejde. 

”Alex – Miraklet fra Stalins Gulag” er historien om forbudt kærlighed mellem to dømte arbejdslejrfanger i Gulag-lejrene, Alexander Thomsen og den lettiske kvinde Olite Priede, og om at overleve og holde fast i livet på trods af mange års tortur, brutalitet, sult, ydmygelse og fornedrelse. Endelig er det en amerikansk agenthistorie om en efterretningsofficer der går undercover for at finde og befri sin bror fra russisk fangenskab. 

Fangelejrene i Rusland

Da jeg i forsommeren 2020 satte mig ned og begyndte at skrive på manuskriptet til bogen, skete det i lyset af en global pandemi, som havde omfattende konsekvenser for hele verden. Ingen havde dengang fantasi til at forestille sig, at vi ville komme til at stå med en udfordring, der ville være større end den hastigt udviklende sygdomssmitte. Men i dag står vi i en situation med en krig i Europa, der har fået store globale økonomiske konsekvenser – og vi ser atter et Rusland, der på brutal vis undertrykker sin egen befolkning og har tvangsevakueret tusindvis af Ukrainere til fangelejre i fjerne egne af Rusland.    

Jeg har brugt de seneste to år på at skrive manuskriptet til bogen, der tager læseren med dybt ind i historien om de russiske fange- og arbejdslejre, de berygtede Gulag-lejre. Bogen er baseret på øjenvidneskildringer, dagbogsfortællinger, historiske dokumenter og ikke mindst Alex Thomsens egne erindringer.     

Alex – Miraklet fra Stalins Gulag er på én og samme tid en kompleks erindringshistorie og en stærk fortælling om forbudt kærlighed mellem den sønderjyske læge Alexander og den lettisk underlæge Olite under ti års russisk fangenskab. Det er ligeledes fortællingen om en dansk statsminister, der i medmenneskelighedens tjeneste hjalp Alex og sin mor til Danmark og ikke mindst om et dansk udenrigspolitisk system, der lyttede mere til russiske myndigheder end til troværdige efterretninger – og dermed undlod at hjælpe.              

I sit foredrag fortæller forfatter Thomas Kvist Christiansen historien om Alex, der kom til verden en bidende kold decemberdag kort før juleaften i 1950. Foredraget er rigt illustreret af billeder og videoklip, hvor Alex Thomsen selv fortæller dele af sin historie. Foredraget sætter ligeledes fokus på den omstændighed, at Alex far, Alexander, blev opgivet af de danske og svenske myndigheder, da han sammen med andre danskere og europæere blev sendt med fangetransport til de russiske arbejdslejre.

Du kan se foredraget om ”Alex – Miraklet fra Stalins Gulag” i Egeskov Forsamlingshus den 28. september fra kl. 19.30.