Kvadratisk, praktisk og inspirerende
Årets Fredericiaguide har fået nyt udseende, flere flotte billeder blandet med inspirerende tekster og praktiske oplysninger
I den 40 siders store guide kan Fredericias gæster på dansk, tysk og engelsk orientere sig om byens historie, oplevelsestilbud for børn og voksne, aktivitetsmuligheder, overnatnings- og spisesteder, shopping og meget mere. Derudover indeholder guiden et afsnit om Fredericia som geografisk midtpunkt for messer og konferencer.
”Fredericiaguiden har to formål – at sælge Fredericia som feriedestination og at informere ankomne gæster om områdets mange oplevelses- og servicetilbud”, siger Heidi Hammer Lings, bureauleder på turistbureauet i Fredericia.
Få fingrene i Fredericiaguiden
Fredericiaguiden skal fungere som vejviser for gæster, som har besluttet sig for at besøge Fredericia, eller som allerede er ankommet.
”Derfor vil guiden også være at finde overalt, hvor områdets gæster færdes – på overnatnings- og spisesteder, i byens butikker, ved seværdigheder og på banegården”, siger Heidi Hammer Lings.
Fredericiaguiden vil også blive distribueret til turistbureauer, campingpladser, hoteller og messer i hele Danmark.
Mangler du et bykort?
Mangler du et kort over byen, så kan du hente et på turistbureauet, Prinsessegade 27. Her kan du også allerede nu få fingrene i Fredericiaguiden for 2015.
”Den er god at have ved hånden, når man får besøg af familie, venner eller forretningsforbindelser, og så er den nem at have med i tasken”, afslutter Heidi Hammer Lings.