FREDERICIA

Sommerrute over Lillebælt skal styrke Fredericia og Middelfart Kommuner som destinationer

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Siden opstarten har Bridgewalking Lillebælt samlet et pænt overskud, som nu bringes i spil til en række tiltag, der skal højne attraktiviteten i de to ejerkommuner, Fredericia og Middelfart. Første tiltag blev præsenteret i dag – en række sommersejladser mellem de to kommuner.

Lørdag bringer DanmarkC TV et længere indslag fra Lillebælt, hvor vi sætter fokus på det nye tiltag.

Den nye rute blev i dag lanceret ombord på “hovedpersonen” – turbåden Aventura – som sommeren igennem skal sejle i fast rute mellem de to byer. Her fortalte borgmestrene fra de to kommuner om selve ruten og tankerne om samarbejdet med udvikling af området som turistdestination. 
 Formålet er at booste turismen og omsætningen hos turisterhvervet og andre virksomheder. Derfor har de to kommuner lavet en aftale med turbåden Aventura, som kommer til at sejle i 8 uger på tværs af Lillebælt med afgang på skift mellem Fredericia og Middelfart. Aventura sejler 4 dage om ugen, mandag til torsdag – første gang mandag den 20. juni.
 Fra Fredericia sejles langs den jyske kyst forbi Fredericia containerhavn, under den nye Lillebæltsbro til Snoghøj med mulighed for afstigning og gåtur over den gamle Lillebæltsbro og langs kysten til Gl. Havn i Middelfart. Efter et længere ophold i Middelfart Gl. Havn med mulighed for at opleve byen, sejles retur langs Middelfart havnefront under den nye Lillebæltsbro forbi Strib til Fredericia.
 På sejlturen fra Middelfart er turen tilsvarende med ophold i Fredericia. Ambitionen er, at gæsterne benytter opholdet til at udforske byen, shoppe i butikkerne og spise frokost på en lokal restaurant.Under sejladsen hører man om områdets oplevelser, med særlig fokus på to signaturoplevelserne Volden i Fredericia og Keramikruten i Middelfart. Signaturoplevelserne får dermed et løft oplevelses- og formidlingsmæssigt, som en del af projektet.
Sommerruten er opstartet med midler fra Bridgewalking Lillebælt, der ejes af de to kommuner i fællesskab. Attraktionen har givet et solidt overskud, som nu skal anvendes til at styrke attraktiviteten i de to ejerkommuner – og være med til at skabe nye attraktive tilbud til lokale og turister. 
De to kommuner har en ambition om at skabe attraktioner og oplevelser på et højt niveau med kvalitet og med fokus på klima og bæredygtighed. Ambitionen forudsætter en fælles fortælling, som identificerer det fælles DNA på tværs af Lillebælt – med udgangs  punkt i bæltet og den kyst, der grænser op til. Den fortælling skal det næste halve år videreudvikles sammen med turisterhvervet i de to kommuner.
Man kan læse mere og booke billetter på hjemmesiden: en-sommerdag.dk.