Læserdebat

Annette Blynel: Psykiatrien skal prioriteres – tvang skal og kan forebygges

Debatindlæg fra gruppeformand og spidskandidat for SF i Regionsrådet Annette Blynel, Strandgade 27, 5700 Svendborg.

Budgetforhandlingerne i Regionen er i gang. Desværre er der ikke mange penge til politisk behandling. Omkring 30 mio. ud af et samlet budget på 26 mia. Men forhandles skal der. Der er ingen tvivl om, at psykiatrien har høj prioritet hos SF. Medarbejderne knokler under meget pressede arbejdsforhold, men på trods heraf lykkedes det for personalet at lægge al energi i en god behandling til patienterne. Men SF vil mere – vi ved det kan gøres endnu bedre, hvis personalet får muligheden.  Det kan bl.a. ske via mere personale til grundnormeringen samt flere ergo-/fysioterapeuter og socialpædagoger til meningsfyldte aktiviteter.

Alle ved, at gode aktiviteter medvirker til mere ro på afdelingerne, og dermed forebygger tvangsbehandlingen. Det er nødvendigt, hvis Region Syddanmark skal leve op til vores aftale om mindre tvang i psykiatrien.  Men det er endnu mere vigtigt, at patienterne ikke bringes i så pressede situationer, at de ser sig nødsaget til at gribe til voldsom og truende adfærd. Når det sker, må vi desværre erkende, at så er vores behandling ikke lykkedes godt nok. Så taber alle.  Aktiviteterne skal være mere mangfoldige, det handler ikke kun om IT eller kortspil. Patienter med psykiatriske sygdomme ligner alle os andre. De har forskellige interesser og ønsker, og det må vi i psykiatrien indrette os på. Det er ikke patienten, der skal indrette sig på systemet. Der er tale om nogle af de allermest syge borgere i vores region – de skal støttes og hjælpes med deres sygdom med mangfoldige tilbud – så forebygger vi i højere grad brug af tvang.

Vi får se hvor langt vi kommer i forhandlingerne – men der er ingen tvivl om, at SF ønsker at prioritere psykiatrien.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv