FREDERICIA

Flere praktikpladser på vej i Fredericia

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Erhvervsforening, Fredericia Shopping, IBC og Fredericia Kommune indgik fredag den 28. november en partnerskabsaftale, der skal sikre flere praktikpladser inden for de merkantile fag

Parterne bag aftalen ønsker at etablere et samarbejde, der skal bidrage til at flere unge i Fredericia Kommune, der begynder på en uddannelse inden for de merkantile fag, finder en praktikplads. Derudover skal aftalen sikre, at servicefagene og industrien også i fremtiden har kvalificeret arbejdskraft.

Skærmbillede 2014-11-28 kl. 14.31.10

”Vi er dybt afhængige af, at de unge i Fredericia har mulighed for at få en praktikplads, så de kan få den uddannelse, der skal til for at sikre sig et godt arbejdsliv. Vi sikrer samtidig også, at virksomhederne og detailhandlen i Fredericia har den kvalificeret arbejdskraft, der skal til, for at vi stadig kan have en spændende by med omsætning i butikkerne. Hvis vi beder vores unge om at tage en uddannelse, så skylder vi dem også, at de kan få lov til at gøre den færdig. Det er vi med til at komme et skridt nærmere i retningen af at løse med denne aftale”, sagde borgmester i Fredericia Kommune, Jacob Bjerregaard, under dagens seance.

Skærmbillede 2014-11-28 kl. 14.30.53

Ifølge formand for Fredericia Shopping, Christian Jungmark, giver partnerskabsaftalen gode muligheder for byens butikker – også dem, der allerede i dag har elever. De får nu mulighed for at trække endnu flere til.

Direktør på IBC, Stig Holmelund, tror på, at partnerskabsaftalen er med til at øge antallet af unge, der får en erhvervsuddannelse.

”Partnerskabsaftalen er med til at sikre, at de unge mennesker, der kommer ind på en erhvervsuddannelse, også har det klare sigte at komme ud og arbejde i erhvervslivet og dermed være med til at skabe et kompetent erhvervsliv fremadrettet”, sagde Stig Holmelund, direktør på IBC.

Han løftede samtidig sløret for et af næste års initiativer, som går ud på at etablere et praktikcenter i Fredericia for unge, der gerne vil tage en erhvervsuddannelse men ikke har fået en læreplads.

Michael Sønderskov, formand for Fredericia erhvervsforening, der bl.a. skal være med til at bidrage til at fastholde de unge i uddannelsesforløbet bakkede fuldt op om partnerskabsaftalen:

”Jeg ser aftalen som en begyndelse på et større samarbejde og en bred investering i at give vores unge en god platform”, sagde han på dagens møde.

Partnerskabsaftalen løber i perioden den 1. december 2014 til 1. december 2016.

De unge får praktikpladser
I januar 2014 indgik Dansk Byggeri, Fredericia Håndværker og industriforening, EUC Lillebælt og Fredericia Kommune en lignende partnerskabsaftale, der skulle sikre flere praktikpladser i kommunens bygge- og anlægsvirksomheder.

I oktober havde alle unge med gennemført grundforløb fra Bygge & Anlæg på EUC-Lillebælt i Fredericia fået en læreplads.