OL-GULD TIL FREDERICIA
I et hæsblæsende og underholdende race i en af de mest hypede discipliner ved ungdoms-OL i Nanjing, lykkedes det natten til torsdag dansk tid 16-årige Emil Deleuran Hansen at tage guld sammen med tre europæiske holdkammerater i den internationale holdstafet.
Emil Deleuran Hansen var seedet til at optræde på det såkaldte Europa-hold 1 (to piger og to drenge) sammen med Kristin Ranwig fra Tyskland, Emilie Morier fra Frankrig og Ben Dijkstra fra Storbritannien. På holdstafetten skal hver deltager svømme 250 meter, cykle seks km og løbe 2,5 km, og det gjorde Emile Deleuran Hansen og holdkammeraterne altså så godt, at det blev til guld. Også Alberte Pedersen gjorde det suverænt i dag sammen med sine internationale holdkammerater, og hendes hold, Europa 4, sluttede samlet på en fjerdeplads.
”Det har været en ualmindelig god formiddag herude i triatlonparken. Både Alberte og Emil gjorde det fantastisk i den her internationale holdkonkurrence, som virkelig er helt i tråd med ånden ved ungdoms-OL. Vi lever i en global verden med nedbrudte grænser, og det så vi i høj grad i dag. Det var en fest,” siger DIF’s Chef de Mission, Morten Rodtwitt.
Med guldmedaljen i dag er Danmark nu oppe på to medaljer ved ungdoms-OL. Begge vundet af Emile Deleuran Hansen.