Læserdebat

Fredericia Cykler, men hvem styrer egentlig styret?

Læserdebat af: Poul Rand, byrådskandidat, Liberal Alliance

Fredericia skal nu være cykelby i verdensklasse. Ikke bare én gang, nej nej, men hele tre gange mellem 2026 og 2029 skal PostNord Danmark Rundt rulle ind gennem fæstningsbyen.

Det er symbolpolitik på to hjul. Der smides fire millioner kroner i projektet Fredericia Cykler.

Jeg efterlyser et regnestykke, en konsekvensanalyse eller bare en idé om, hvad det gavner borgerne, for det handler om noget andet: Den store politiske selfiescene uden et eneste kritisk spørgsmål i et valgår.

Politikkerne tror økonomisk overlevelse og udvikling i Fredericia handler om sportsbegivenheder og droneoptagelser. De siddende politiker har ingen klar vision, ingen plan, intet kompas, bare endnu et prestigeprojekt med blanke hjul og tomme løfter. Hvor er rentabiliteten? Hvor er ideen, der løfter Fredericia fremad?

Samtidig tårner hverdagsudfordringerne sig op: Ældreområdet, det specialiserede område og folkeskolerne mangler meget og erhvervslivet sukker efter klare signaler.

Politikerne kører solo mod glorien. Det gælder ikke borgernes hverdag, det gælder muligheden for at komme gratis med i næste kampagnevideo.

Jeg spørger: Fredericia Cykler, men hvem styrer egentlig styret? Vidner vi lokal ledelse eller Tour de Prestige?

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv