Læserdebat

Læserdebat: Kære støjplagede borgere – Jeg forstår godt jeres frustration over den manglende vilje til at tage et socialt ansvar

Læserdebat af: Karsten Byrgesen, Borgernes Liste, Byrådet i Fredericia

Det var med betydelig undren og overraskelse, at jeg kunne læse i Fredericia Dagblad, at ”100 klager over støj fik politikere til at kalde til møde”. Hvilket møde? Hvem var inviteret? og, hvorfor var flere politikere ekskluderet fra at deltage.

Jeg har villigt lyttet til og reageret på de mange frustrationer som rigtigt mange støjplagede borgere i Fredericia og Middelfart/Strib, har involveret mig i. Min sympati for de mange reelt støjplagede familier har jeg brugt til at involvere mig i og skaffe svar på, hvorfor der intet sker. Jeg har gået tæt på myndigheder og virksomheder for at finde svar på, hvorfor hensynet til borgernes trivsel og helbred tilsidesættes. Svaret er tavshed og vrede.

De reaktioner som jeg får politisk og fra ADP – det kommunale havneselskab – er mildt sagt ubrugelige. Det er direkte intimiderende at, hverken borgmesteren eller ADP svarer på mine skriftlige spørgsmål.

Derfor – kære støjplagede borgere – er der forfærdeligt langt igen og reelt ikke nogen udsigt til, at I tages alvorligt. Jeg oplevede for en måned siden at blive smidt ud fra parkeringspladsen ved ADP. Jeg stod 10 meter inde på P-pladsen og blev interviewet, da en vred mandsperson råbte mig an og bad mig forsvinde fra pladsen. Det viste sig at være en ledende medarbejder fra ADP.

Efter episoden underrettede jeg borgmester Christian Bro og afleverede nogle spørgsmål vedr. episoden. Hvorfor blev jeg smidt ud, hvorfor blev jeg ikke tiltalt ved mit navn, hvorfor præsenterede medarbejderen sig ikke, handlede medarbejderen på eget initiativ eller blev han sendt ud for at jage mig væk af ADP direktøren og endeligt, hvilken instruks ligger til grund for ADP`s skandaløse handling.

Trods to skriftlige henvendelser til borgmesteren og ADP nægter de af svare mig. Det er ufatteligt at jeg i demokratiets tjeneste som folkevalgt og under varetagelse af borgernes interesse skal udsættes for så ringe en behandling. Det er naturligt at spørge ind til, om der er en forbindelse mellem manglende svar fra ADP og det faktum at både borgmesteren og udvalgsformanden for klima og miljø (der behandler støj), begge er højtbetalte medlemmer af havnens bestyrelse.

Men sådan fungerer og foregår politikken med den siddende socialdemokratiske ledelse eller fraværet af samme. Min kamp fortsætter mod et styre, der er komplet ligeglade med borgerne. Jeg ser frem til det kommende valg, hvor regnskabet gøres op. Jeg vil med Borgernes Liste genskabe tilliden til politikerne og se meget alvorligt indad i den kommunale forvaltning, der spiller alt for godt med i magthavernes tavshedskor.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv