
Tilkørselsrampe mod Kolding ved TSA 61 ved Taulov spærres fra april

Ombygning giver igen ændringer i trafikken
Den nordvestlige tilkørselsrampe i retning mod Kolding lukkes den 1. april og forventes genåbnet i august 2025.
Trafikanter, der skal mod Kolding, henvises til at benytte TSA 59 Fredericia S. Der vil være omkørsel via Adelvej, Skærbækvej, Kolding Landevej, Vejle Landevej og via motorvejen til TSA 59, hvor der er vendemulighed med retur via motorvej.
Det skriver Vejdirektoratet idag i en pressemeddelelse.
Torsdag den 27. marts åbner den nordøstlige frakørselsrampe i tilslutningsanlægget. Ved Skærbækvej opsættes midlertidigt signalanlæg for at sikre trafikafviklingen.
Gældende spærringer og omkørsler
Ombygningen har siden januar og februar 2025 medført spærringer og ændringer for trafikken i området. De nuværende spærringer og ændringer er fortsat gældende.
Skærbækvej mellem motorvejen og Dronningens Kvarter er således fortsat spærret frem til maj med omkørsel via den nye Adelvej og den midlertidige tilslutning til rundkørslen.
Indtil slutningen af juni er Skærbækvej også spærret for gennemkørsel mellem Europavej og rundkørslen ved Nordensvej. Der er omkørsel via Nordensvej, og der er omkørsel for cyklister via Europavej-Børupvej-Stakkesvang-Adelvej.
Derudover arbejdes der på Skærbækvejs vestlige side mellem Europavej og TSA 60 frem til april. Her afvikles biltrafikken ved skiftende sideforlægninger, mens cyklisterne ledes over på den østlige side til midlertidig dobbeltrettet cykelsti fra Amerikavej.
Også ensretning af Dronningens Kvarter opretholdes til maj. Derfor er det ikke muligt at køre ud fra Dronningens Kvarter til Skærbækvej. Udkørsel skal i stedet ske til Kolding Landevej.

Alle omkørsler er skiltet i området.
Vi beklager de gener, trafikomlægningerne medfører for trafikanterne og henstiller fortsat til, at de anviste, skiltede omkørsler anvendes af hensyn til trafiksikkerheden og arbejdsmiljøet for entreprenøren i området, skriver Vejdirektoratet.