
Regeringen har også et ansvar for botilbud som Kobbelgården

Læserdebat af: Spidskandidat for SF i Fredericia, Malene Søgård-Andersen og retsordfører for SF, Karina Lorentzen
Fredericia Kommune har utvivlsom fejlet i sagen om Bofællesskabet Kobbelgården, hvor mennesker med udviklingshandicap er blevet behandlet uforsvarligt dårligt.
SF Fredericia er derfor også forberedt på at gøre, hvad der skal til for at rette op på den sag.
Men vi skal ikke glemme, at Folketinget også har et ansvar for, at det bliver opdaget i tide, når handicappede ikke får den hjælp, de fortjener.
Det kræver, at personalet på kan råbe vagt i gevær uden at skulle frygte for at blive straffet og i værste fald fyret som konsekvens.
Det kan nemlig være nødvendigt at træde offentligt frem, hvis ledelsen ikke lytter til intern kritik – som vi ved, har været tilfældet på Kobbelgården.
Derfor er det på tide at sikre offentligt ansattes ytringsfrihed. Det kan vi gøre ved at stille krav til, at offentlige arbejdsgivere kan bevise, at en fyring ikke skyldes, at en ansat har brugt sin ytringsfrihed, samt øge kompensationerne for uretmæssig fyring.
Et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler sine svageste, lyder en gammel talemåde.
Hvis regeringen virkelig ønsker at sikre ordentlig behandling af mennesker på botilbud som Kobbelgården, bør den være klar til at sikre ytringsfriheden for de eneste, der kan gøre opmærksom på problemerne, før det er for sent.
Rammer for deltagelse i debat: På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv