Biodiversitetspark skal skabe en grøn fremtid i Sønderparken
Samarbejde skal fremme natur, fællesskab og bæredygtighed og Nordea-fonden støtter med 150.000 kr.
FREDERICIA: Etableringen af en interaktiv oplevelses- og biodiversitetspark i Sønderparken bliver snart en realitet takket være en bevilling på 150.000 kr. fra Nordea-fonden. Projektet er et samarbejde mellem Boligkontoret Fredericia, den boligsociale helhedsplan og lokale boligafdelinger. Målet er at skabe en park, der både fremmer social og miljømæssig bæredygtighed i området mellem Skovvej, Parcelvej og afdeling 623. Det fremgår af Lejligheden, december 2024, og er et blad udgivet af Boligkontoret.
En vision for biodiversitet og fællesskab
Parken er tænkt som en kombination af naturoplevelse og fællesskab. Området skal fungere som et frirum, hvor biodiversiteten kan blomstre, og hvor beboere kan mødes og lære om naturen. Ved at inddrage lokale borgere i både etablering og drift skabes der mulighed for fritidsjob og beskæftigelsesprojekter, hvilket gør parken til en vigtig del af det sociale liv i Sønderparken.
En læringsplatform midt i et stort boligområde
Biodiversitetsparken bliver ikke kun et grønt åndehul, men også en uddannelsesplatform. Opsatte informationsskilte og aktiviteter vil give besøgende indblik i områdets flora og fauna. Den centrale placering nær boliger og institutioner gør parken til et oplagt sted for både afslapning og læring om naturens mangfoldighed.
Workshops vil inddrage lokale i design og brug
En væsentlig del af projektet er at sikre beboernes ejerskab gennem workshops og møder. Her får beboerne mulighed for at bidrage med idéer og input til parkens udformning og funktioner. Det er meningen det skal styrker engagementet og sikrer, at parken bliver et sted, der imødekommer de lokale behov og ønsker.
Fremtidens park for natur og mennesker
“Vi glæder os til at se, hvordan vi i fællesskab kan skabe en park, der styrker både biodiversiteten og fællesskabet i Sønderparken.” slutter artiklen i Lejligheden.
Det har ikke i dag været muligt at få en kommentar fra Boligkontorets direktør, Finn Muus eller projektchef Kasper Søstrøm Müller fra Den Boligsociale Helhedsplan i Fredericia, og dermed ikke oplyst om, hvor der eventuelt kommer en medfinansiering fra, og hvor meget det er.
Herunder området der skal omdannes til en smuk park med masser af biodiversitet og plads til mennesker. Foto: DanmarkC TV.