Læserdebat

Grøn omstilling, men med omtanke

Læserdebat af: Maria Radoor, folketingskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia

Fredericia – og i bredere forstand den del af Trekantområdet, der grænser op mod Lillebælt – bidrager i særlig grad til at løse Danmarks behov for energi og logistik. Vi er plastret til med motorveje, jernbaner, industrivirksomheder, energivirksomheder, havne og broer. Vi er belastet af speciel støjforurening og miljøbelastning fra opgaven med at løse disse vitale samfundsopgaver.

Men vi har også brug for natur, frisk luft og ind imellem at være dem, der ikke skal belastes, konkret af de solcellemarker, der er foreslået i Herslev. Herslev, som i forvejen har fornøjelsen af at have en motorvej igennem baghaven.

Derfor er det simpelthen ikke vores tur til at lægge areal til solcelleparker i det åbne land. Jeg er med på at vi har en miljø-, klima- og samfundskritisk opgave, som vi på landsplan skal løse i fællesskab. Og vi vil i Fredericia hjertens gerne løfte vores del af ansvaret, og lægge areal til solcelleparker.

Men hvorfor kan det ikke være på tagene af vores eksisterende bygninger? Ja, den nuværende havnelov forhindrer eksempelvis Taulov Dry Port i at sætte solceller op på allerede bebyggede arealer. Men så må havneloven laves om.

Den grønne omstilling er afgørende for vores fælles fremtid. Men når den bliver det på bekostning af miljøet, bliver det hele for absurd. Få nu loven lavet om, så vi kan få solcellerne op der, hvor der allerede er bygget.

Og lad lige Herslev og Fredericia og andre tæt industrialiserede områder få en pause fra at gøre endnu et indhug i det åbne land, som vi værdsætter så højt.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv