Socialdemokratiets tæskehold banker løs på Enhedslisten og den blå opposition
Læserdebat af: Karsten Byrgesen, Byråds- og Regionsrådsmedlem
Der falder brænde ned over den Fredericianske politiske opposition i disse dage i noget, der kun kan opfattes som en Socialdemokratisk bortledningsmanøvre. Oppositionen er i den forbindelse ”blå” politikere og Enhedslisten, hvor vi under èn overskrift, påmindes om ordentlighed.
Socialdemokraten Dennis Nielsen udtaler i et debatindlæg i Dagbladet (FRDB 13. DEC 24) ”nu vil de ”blå” så bestemme, hvordan socialdemokraterne sætter hold og fortsætter, ”det er for resten god skik, at andre partier ikke blander sig når posterne skal besættes””.
Det er jo principielt rigtigt, men invitationen til at blande sig er, som jeg er orienteret, sket på foranledning af borgmesterens initiativ. Det er derfor forkert at forsøge at gøre Enhedslisten og Blå partier ansvarlige for borgmesterens handling.
Derfor ville klæde borgmesteren at fortælle åbent og ærligt om den proces, hvor han netop har spurgt nogle af partierne om deres mening, men ikke alle. Jeg vil understrege, at jeg ikke har været inddraget og derfor ikke spurgt.
Baggrunden for omkalfatringen udspringer af, at Socialdemokratiet igen ændrer deres politiske opstilling. Denne gang fordi byrådsmedlem Søren Larsen har valgt at forlade byrådet og sine mange politiske hverv. Socialdemokratiet fik efter valget i 2021 indsat sin ”A-kæde” med et parlamentarisk grundlag der hviler på Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti.
Flere utidige afgange fra socialdemokratiets byrådsgruppe har medført, at der er sat folk ind fra reservebænken. Dermed er den stærkeste kæde – A-kæden som i ishockey – først blevet erstattet af en B-kæde og nu en C-kæde.
Det er socialdemokratiets ret at indsætte nye folk – nøjagtigt som de selv vælger det. Det har byrådet aftalt i det der hedder en konstituering. Men det er også god skik at samarbejde og spørge sig frem blandt øvrige partier og orientere baglandet.
Jeg er stærkt forundret over det som vi nu igen er udsat for. Senest blev forligspartierne beskyldt for at stikke knive i ryggen på Socialdemokratiet under budgetlægningen. Der var jo ingen knive. Det var ”selvskade” og dårligt politisk håndværk. Og her står vi så igen.
Rammer for deltagelse i debat: På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv