Kultur

Fredericia Musicalteater præsenterer 90’ernes ultimative fest – og alle er indbudt!

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Med WHAT IS LOVE – En Vi Elsker 90’erne musical er der lagt op til en musical uden sidestykke, og en total nyskabelse

“Pump up the Jam”, “Sing Hallelujah” og “What is Love” – lyden af 90’erne er større end nogensinde før, og nu kan nostalgikere og festelskende 90’er-fans få den ultimative totaloplevelse, når WHAT IS LOVE – En Vi Elsker 90’erne musical rykker ind på Fredericia Musicalteater den 20. september 2025. Sådan lyder det fra Fredericia Musicalteater om den store musical der sættes op om små 11 måneder.

Musicalen bliver fra den tid, hvor ungdommen startede en musikrevolution i en anden lethed, end der var i 1980’er – og inden verdensbilledet igen skiftede i 00’erne. For mange fremstår 90’ernes musik som nærmest guldalder, og den skal nu opleves, genopleves med stor kærlighed, men bestemt også med bund i.

Historiefortællere

Fredericia Musicalteater er gået sammen med kapaciteter som Chief1 og Riffi Haddaoui der om nogen har sat fokus på 90’ernes musik med Vi Elsker-konceptet, der er en af de meste populære koncertoplevelser der turnere landet tyndt.

Teatret bliver ikke til at kende igen

Vi skal have en helt anden oplevelse i musicalteatret. Publikum skal helt tæt på scenen, og derfor flyttes scenen ud midt i teatersalen. Hvis tanken ledes hen på en intimkoncert, er det ikke helt forkert.

Det bliver heller ikke kun de der sidder tættest på scenen, der får de tætte oplevelser. Musicalen livetransmiteres, og alle kommer til at se skuespillernes mindste bevægelser, mimik og følelser helt tæt på.

Handlingen

“På teenageværelset mødes Peter og Amir for at arbejde på deres nyeste beat. De vil være musikstjerner. Toppen af hitlisterne og førstevalget hos alle DJs. De fanger den nye lyd – 90’ernes lyd – og sammen med gruppens nye forsanger, Lisa, lægger de natklubber ned og bliver tilbudt en pladekontrakt hos Mega Hit Records.

Drømmen om at forandre verden gennem musikken er inden for rækkevidde, men det er ikke gratis. Penge, passion og producere forvikler hurtigt tingene mellem de tre bandmedlemmer, der kæmper for deres kærlighed til musikken.”. Sådan skriver Fredericia Musicalteater i dagens pressemeddelelse.

“Musicalens fortælling er fiktion, og er inspireret af Chief1’s oplevelser fra musikbranchen, hvor et ungt band går naivt til pladeselskaber og bliver konfronteret med valget mellem fame & fortune eller kærlighed og passionen for musikken – en fortælling om ungdom, oprør, kærlighed og den evige balancegang mellem succes og kunstnerisk integritet.” fortæller Fredericia Musicalteater. 

Samarbejdet forsætter med uformindsket styrke

WHAT IS LOVE – En Vi Elsker 90’erne musical bliver den anden musical, som Fredericia Musicalteater og AHA Creations skaber sammen. I september i år fik partnerne sin ilddåb med den berømte Broadway-musical Wicked med Johanne Milland og Nanna Rossen i hovedrollerne. Forestillingen fik overvældende anmeldelser, og kan fortsat opleves på Fredericia Musicalteater. Med en succes i bagagen sigter Fredericia Musicalteater og AHA Creations nu mod at skabe et originalt produkt i international topklasse.

Teaterchef på Fredericia Musicalteater, Thomas Bay, og Martin Palme Skriver, kunstnerisk direktør i AHA Creations, udtaler sammen:

Ovenpå Wicked er vi topmotiverede for at tage vores samarbejde til et endnu højere niveau og sammen skabe en helt original musicaloplevelse – og vi kunne ikke ønske os bedre samarbejdspartnere end Vi Elsker-holdet, som om nogen ved, hvad 90’erne står for. WHAT IS LOVE bliver en kodyl fed totaloplevelse, der hylder årtiets ikoniske musik og kultur. Vi tror på, at kombinationen af Fredericia Musicalteater og AHA Creations ekspertise i musicals sammen med Chief1 og Vi Elskers indsigt i 90’ernes ånd og evne til at starte en fest, kommer til at forløse sig i en musical, som vi aldrig har set før.

Teaterdirektør Thomas Bay (tv) sammen med Martin Palme Skriver, kunstnerisk direktør i AHA Creations, er et makkerpar for hvem “the sky is not the limit”. Foto: Fredericia Musicalteater.

For og bag scenen

Castet offentliggøres senere på året, men musicalteatret kan allerede nu fortælle, at det kreative hold er sat:

  • Instruktør: Anna Schulin-Zeuthen (se særskilt artikel)
  • Scenograf: Eilev Skinnarmo
  • Dramatiker: Magnus Iuel Berg
  • Kapelmester: TBC
  • Lyddesign: Peter Løvenhardt
  • Musikproducer: Chief1 
  • Kostumer: Eilev Skinnarmo
  • Koreograf: Nellie Bethel

Bag den omfattende scenografi, som ikke kun bliver på scenen, samt kostumer er Eilev Skinnarmo. Eilev Skinnarmo har stor erfaring med store koncepter og festlige formater, herunder i samarbejde med dansetruppen Don Gnu, på Christian Lollikes Kagefabrikken (Aarhus Teater), Røde Orm (Ulvedalene) samt Per Gynt (Folketeateret).

Nellie Bethel, som har danset for store internationale stjerner som Jennifer Lopez og Lil Wayne skal sætte gang i dansen som koreograf. Nellie Bethel har bl.a. arbejdet på store musicals som The Bodyguard – the musical og Grease – the musical.

Den Reumertvindende Magnus Luel Berg er forestillingens dramatiker, og Peter Løvenhardt står for lyddesign.