FREDERICIA

Fredericia Kommune udvider mentorordning til unge voksne

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Sårbare unge i alderen 18-30 år kan nu få støtte af frivillige venskabsfamilier gennem samarbejdet med Mentorbarn

Fredericia Kommune styrker indsatsen for sårbare unge ved at udvide samarbejdet med organisationen Mentorbarn. Fra nu af vil ikke kun børn og unge under 18 år, men også unge voksne i alderen 18 til 30 år kunne få en frivillig venskabsfamilie.

DanmarkC TV har haft besøg af Pernelle Jensen (V), formand for Unge- og Uddannelsesudvalget i Fredericia Kommune, for at gøre os klogere på det udvidede tilbud fra Mentorbarn.

Støtte til job, uddannelse og trivsel

– Det er jo frivillige venskabsfamilier, der bliver stillet til rådighed for de unge. Så bliver de matchet. Og vi har mulighed for ligesom at matche 15-20 unge med en familie, som er igennem en screeningsproces, og så bliver der lavet et match, fortæller Pernelle Jensen (V), formand for unge- og uddannelsesudvalget i Fredericia Kommune.

Der er allerede familier tilknyttet Mentorbarn, da organisationen også samarbejder med kommunen om mentorordningen for børn.

– Vi har det jo også på børneområdet, og det har vi jo haft i flere år i Fredericia, siger Pernelle Jensen.

Projektet er et toårigt forsøg, og kommunen har store forventninger til det.

– Vi venter os meget af det her projekt, og jeg tror det bliver rigtig spændende at følge, hvor meget forskel det kan gøre for de unge, lyder det fra Pernelle Jensen.

Bliv klogere på tilbuddet ‘Mentorbarn’ når DanmarkC TV snart sender et indslag omkring emnet i ‘Politik ved bæltet’