Bliv Hjerteløber for en dag i Madsby Legepark i efterårsferien
Hjertestarterdagen i Fredericia byder på aktiviteter for børn og voksne
Den 16. oktober er det international Hjertestarterdag, og i Fredericia markeres dagen med et arrangement i Madsby Legepark. Her kan både børn og voksne lære at redde liv ved at træde til med genoplivning og brug af hjertestarter.
Arrangementet foregår som “åbent hus” onsdag den 16. oktober 2024 kl. 09:00-13:00 ved madpakkehusene i Madsby Legepark, Lumbyesvej 45, 7000 Fredericia.
Arrangementet er åbent for alle og byder på en række aktiviteter, hvor man kan få hands-on erfaring med genoplivning.
– Vi ved, at det er lettere at hjælpe med hjertemassage og kunstigt åndedræt, hvis man har øvet sig et par gange. Netop derfor er det så vigtigt, at så mange som muligt får mulighed for at lære og ikke mindst prøve med egne hænder, hvordan man træder til ved hjertestop, fortæller Bodil Grøn, frivillig instruktør i hjertelungeredning i Hjerteforeningen.
Børn kan også være livreddere
Selvom hjertestop ofte forbindes med ældre mennesker, kan det ramme alle aldersgrupper. Børn kan også være med til at redde liv, og Hjertestarterdagen i Madsby Legepark har derfor fokus på at inddrage børn i aktiviteterne.
– Børn kan nemlig træde til med genoplivning fra omkring 12-årsalderen, og alle kan ringe 1-1-2, lyder det fra Bodil Grøn.
På dagen vil der være forskellige aktiviteter tilpasset forskellige aldersgrupper. Børnene kan blandt andet lære, hvor hjertet sidder, ved at sætte hjerte-klistermærker på hinanden, mens både børn og voksne kan øve sig i genoplivning på en dukke.
Danmark i front med overlevelse efter hjertestop
Danmark har i de seneste 20 år oplevet en markant stigning i overlevelsen efter hjertestop uden for hospital.
– Gennem de seneste 20 år har vi i Danmark set en markant stigning i overlevelsen efter hjertestop uden for hospital. Dog har overlevelsen kun rykket sig ganske lidt de seneste fem år. Derfor er det stadig vigtigt at sætte fokus på hjertestop gennem initiativer som Hjertestarterdagen, så vi kan blive ved med at være verdensmestre, når det drejer sig om overlevelsen efter et hjertestop uden for hospital, fortæller Bodil Grøn.