Vesteklædte Puch fans havde lørdag sat hinanden stævne i Taulov
Weekenden bød på træf i Taulov for Puch entusiaster – og den interesse er for både små og store
Det var ikke annonceret steder som DanmarkC TV har adgang til, men en nabo ringede og tippede os på telefon 93 93 40 88, og fortalte om en flok mennesker der hyggede sig med og omkring knallerter – og at de kom langvejs fra. Og så rykkede DanmarkC TV naturligvis ud!
Og rigtig nok – på Højdedraget fandt vi dem. Knallertelskere som foretrækker mærket Puch. Mors, Horsens, Kolding og Odense var i hvert fald repræsenteret. Nogle var kørt til Taulov på deres Puch, mens andre kom i bil med knallerten på en trailer.
Ikke bare snak
Naturligvis kan der gå timer med “at sparke dæk”, men lørdag eftermiddag var også brugt til en samlet tur på 77 kilometer.
Turen gik blandt andet til en Puck-klub i Kolding, og et enkelt værtshus blev også besøgt. Naturligvis var der også pauser til både at nyde lidt drikkeligt og komme af med væske, fortæller arrangøren Martin Kallan, Taulov.
Iblandet alt andet, var der forskellige konkurrencer hvor der naturligvis også kunne vindes pokaler. En af dem var flæskesværsspisning! Og den flotteste Puch skulle naturligvis også findes, og det blev netop off roaderen.
Er der et formål
Det er der bestemt. Martin Kallan forklarer til DanmarkC TV:
– Det har noget med hverdagen at gøre. Man kan “slukke” lidt, og være sammen med dem der har den samme interesse. En ting er, at hamsterhjulet kører, og, at du husker at få det stoppet engang imellem og husker at det hele ikke er så alvorligt.
Personligt præg
En enkelt knallert fremstod som ny, men ellers er det ikke ligefrem originale Puch knallerter der var repræsenterede. Næ, det drejer sig om at sætte sit personlige præg på den elskede Puch.
DanmarkC TV bringer på lørdag et indslag om Puch entusiasterne der sender seerne en venlig ment “burning” – med en overraskelse!
En særlig tak til den eller de der mente vores ENG-bil trængte til tre velplacerede klistermærker med flotte logoer. Det var næsten trist, at de skulle pilles af igen. Men tanken var smuk!