Soldaterhjemmenes general stopper til nytår
Generalsekretær Per Møller Henriksen går på pension efter 48 års tjeneste med udgangen af 2024 – halvdelen som Generalsekretær for KFUMs Soldatermission
Efter 48 år i KFUM’s Soldatermission har generalsekretær Per Møller Henriksen valgt at træde tilbage og gå på pension den 31. december 2024. I mere end 24 år var Per Møller Henriksen i spidsen for soldatermissionen, der tilbyder et hjem til særligt værnepligtige i flyvevåbnet, beredskabet, søværnet, ellogr hæren. Gennem sin lange karriere har Per Møller Henriksen været fuldt ud engageret i at støtte danske soldater, veteraner og deres pårørende og har været en central skikkelse i missionens udvikling.
Et liv dedikeret til soldaterhjemsarbejdet
Per Møller Henriksen startede sin karriere i KFUM’s Soldatermission som medarbejder på KFUM’s Soldaterhjem i København i 1976. Siden da har han haft forskellige stillinger i organisationen, og i år 2000 blev han udnævnt til generalsekretær. I denne stilling har han været ansvarlig for den strategiske udvikling, ansættelse af soldaterhjemsledere og kontakten til offentlige myndigheder og pressen.
Formand for KFUM’s Soldatermission, Ole Rasmussen, roser Per Møller Henriksens dedikation og fokus på kerneopgaven: “Per har altid stået for et godt og gedigent soldaterhjemsarbejde. Han har betonet væsentligheden af, at vi med vores kirkelige ståsted har et særligt budskab, som udleves i ord og handling på soldaterhjemmene“, lyder det fra Ole Rasmussen.
I DanmarkC TVs programserie “TÆT PÅ” kan du komme helt tæt på Per Møller Henriksen – DanmarkC TV talte med Per Møller Rasmussen kort efter at han have modtaget Forsvarsministerens medalje i 2023. Video: DanmarkC TV
Fokus på veteraner
Under Per Møller Henriksens ledelse har KFUM’s Soldatermission oplevet flere nye arbejdsområder, især i arbejdet med soldater på internationale missioner og med veteraner. I 2012 blev det første KFUM’s SoldaterRekreation åbnet, som tilbyder aktiviteter og midlertidige botilbud til veteraner. Derudover er udsendelsen af KFUM’s Soldaterhjem til konfliktområder blevet styrket, senest med udsendelsen til Letland.
“Per har haft et særligt blik for veteranernes behov og har formået at tilpasse organisationen til disse udfordringer”
– Ole Rasmussen, formand for KFUM’s Soldatermission
I november 2023 modtog Per Møller Henriksen Forsvarsministerens Medalje for sin mangeårige indsats for soldater og veteraner. “Du er en af de personer, der gør livet bedre for andre, og det fortjener du en helt særlig anerkendelse for,” sagde forsvarsminister Troels Lund Poulsen blandt andet ved overrækkelsen.
Et parløb i tjenesten
Per Møller Henriksen har ikke været alene om sin indsats. Hans hustru, Merete Henriksen, har støttet arbejdet og i perioder arbejdet sammen med ham som soldaterhjemsleder i både Varde, Høvelte, Afghanistan og Libanon. Sammen afslutter de nu deres parløb i KFUM’s Soldatermission, idet Merete går på pension i oktober 2024.