LOKALSPORT

Bronze til Erritsø-rugbypige på dansk talenthold

Udgivet af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

U16-spilleren Ingrid Friend fra Erritsø GIF Rugby vandt i den forløbne weekend ny hæder i udlandet.

Pressemeddelelse: Det var en fantastisk weekend for de danske Super 3-rugbypiger, hvor Erritsø GIFs Ingrid Friend igen kom på scoringstavlen. Hun og de øvrige Super 3-piger vandt desuden bronze ved Shield Maidens Rugby Tournament i svenske Uppsala. Et virkelig stærkt resultat.

Super 3 er et talenthold bestående af de bedste rugbypiger fra de danske klubber. Ingrid Friend, der fyldte 15 år i foråret, har været med i truppen, siden den blev dannet i fjor. For at være med i Super 3 skal man træne ugentligt med sin egen rugbyklub, lave ugentlige løb/styrke-træninger, og være pige årgang 2005 – 2011.

Ovenpå succes’en i Uppsala siger Ingrid:

”Det var fantastisk at spille mod andre pigerugbyhold i en international turnering i Sverige. Alt vores hårde arbejde gav pote, da vi vandt bronzemedaljen!”

Turneringen i Sverige var Super 3-holdets femte stævne, som alle er blevet spillet i udlandet. De talentfulde rugbypiger har virkelig gjort indtryk på trænerne Helene B. Konner, Jesper Jensen og Søren Rasmussen, alle fra Rugby Club Odense. Helene B. Konner siger således på sin Facebook:

”Super 3 melder, at de er supertilfredse med resultaterne og den spilmæssige udvikling pigerne viser. Så tak til klubberne for at sende pigerne til Super3.” Og hun fortsætter:

”Rugby Club Odense glæder sig til at Super 3 træner i Odense den 20. – 21. september.”