Kort Nyt

Kanalbyens Sommerfest: Bylivsaktiviteter skal ryste beboere sammen

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Musik, sankthansbål og julebanko bringer beboerne sammen

I Kanalbyen arbejder bydelsforeningens bylivsudvalg hårdt for at skabe et stærkt fællesskab blandt beboerne. Gennem en række forskellige aktiviteter året rundt, fra musik og sankthansbål til julebanko, stræber de efter at styrke båndene mellem naboerne. På lørdag kulminerer deres indsats i årets sommerfest, der for tredje gang afholdes i den nye bydel. det oplyser Kanalbyen i en nyhedsmail.

Sommerfest i Havnens Oase

På lørdag den 24. august er der for tredje år i træk lagt op til en hyggelig sommerfest, denne gang i det nye byrum Havnens Oase. Med 109 tilmeldte beboere er der lagt op til en festlig dag.

“De to foregående år fandt festen sted ved Frederiks Kanal og det nu lukkede East Coast Surfers, men i år er det i den nyåbnede Havnens Oase, at det sker – i tæt samarbejde med ishuset Kaptajn Gammel Havn,” fortæller Preben Lindum fra Bydelsforeningen Kanalbyen ved Lillebælt i nyhedsmailen.

Preben Lindum glæder sig især til at afholde festen i Havnens Oase, som byder på minigolf, bordtennis, legepladser og is.

“Der er både minigolf, bordtennis, legepladser og is, så det kan være, at der kommer nogle børnefamilier. Jeg er glad for, at det er kommet op at stå igen med aktiviteter, og det har været en succes med minigolf og oasen. Det er en spændende udvikling, og det er nogle positive unge mennesker, der driver Kaptajn Gammel Havn, lyder det fra Preben Lindum.

Fra sidste års sommerfest, der blev holdt ud til Frederiks Kanal. Foto: Carsten Dyrby Høj

Traditioner og nye tiltag

Blandt de faste traditioner er nytårskur, sankthansbål og julebanko, som alle har vist sig at være populære blandt beboerne. “Det, der har trukket flest til, er julebanko, som vi måtte dele op i to,” fortæller Preben Lindum.

Selvom mange af aktiviteterne hidtil har været mest til den ældre generation, håber bylivsudvalget at kunne udvide deres tilbud til også at omfatte børnefamilier. “Vi vil gerne lave fastelavn, men vi har ikke så mange børn. Men vi forsøger det nok næste år!”

Et nyt fælleshus, som blandt andet skal bestå af 3D-printet beton og ålegræs, er på vej i parken Søndervold. Huset vil kunne bruges til mange forskellige aktiviteter og arrangementer for Kanalbyens beboere.