FREDERICIA

“Jeg kom til at leje det her kælderlokale” – Lydbølgen er åbnet

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Vinylplader er langt fra gået af mode, og ny forretning vil give unge kunstnere hjælp med salg

Det er lange overvejelser og samtaler med musikelskende venner, der førte til, at Seva Grigoraki “kom til” at leje butikslokalet i Prinsessegade 36. Butikken åbnede lørdag kl. 12.

Fra åbningen og timer frem, var der trængsel i både butik og fortorvet uden for. Fremover er åbningstiderne fra torsdag til lørdag 12 til 16.30.

Seva Grigoraki har et fast arbejde i Odense, som bibeholdes, men der er ingen tvivl om, at hun går all in for sin forretning.

Lydbølgen er mere end en forretning der sælger vinylplader og CD-er. Der er indrettet en kaffebar og siddepladser, så kunder og musikelskere generelt kan samles om musikken. Lydbølgen vil gerne hjælpe musikere på vel, ved at sælge deres musik og måske give gode råd. Seva Grigoraki har selv en del år som musiker bag sig, og kender rigtig meget til de udfordringer musikere på vej skal slås med.

DanmarkC TV bringer senere et indslag om Lydbølgen og Seva Grigoraki.