HERSLEV

Solcellepark ved Herslev: Et flertal i Fredericia Byråd ser det ikke som en mulighed !

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Herslev Sogns Borgerforening er bekymret for BeGreens overvejelser og initiativer om oprettelse af en solcellepark med alle dets konsekvenser. DanmarkC TV har loddet den politiske stemning, og det ser ikke ud til, at ideen kan samle et flertal

John Nyborg (A), formand for Teknisk Udvalg, bekræfter, at Fredericia Kommune har modtaget en henvendelse fra BeGreen, om etablering af en solcellepark ved Herslev. Svaret til BeGreen var, at der først skal udarbejdes en kommuneplan (2025), og efterfølgende en lokalplan.

“Vi har ikke taget nogen beslutning om det, men vi har en beslutning om, at der ikke skal nogen solceller (-parker) på landsbrugsjord.” siger John Nyborg til DanmarkC TV.

Hvordan arbejdet med vedvarende energi er fordelt mellem udvalgene, forklarer John Nyborg sådan: “Men reelt så ligger den i Klima-, Energi-, og Miljøudvalget vedrørende vedvarende energi anlæg, og kommuneplanen er i Teknisk Udvalg.”

Socialdemokratiet har en beslutning om, ikke at bruge landbrugsjord til solcelleparker.
Foto: DanmarkC TV.

Tommy Rachlitz Nielsen, (K), formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget siger til DanmarkC TV: “Jeg kan godt forsikre om, at der er ingen i Klima-, Energi- og Miljøudvalget der synes, at landsbyer eller andre borgere skal omsluttes af solceller, så vi er meget forsigtige med hvad vi udpeger som solcelleområder.

“Det er temmelig omfattende det man kigger på i Herslev, og det er nok også ret usansynligt, hvis jeg lytter til partierne i Fredericia Byråd, så er det ret usansynligt, at det kommer til at ske. Det tror jeg næsten jeg kan love dem derude (Herslev, red.), at det ikke kan ske i det omfang det er ønsket.”

Tommy Rachlitz Nielsen mener ikke der er flertal i Fredericia Byråd for en solcellepark ved Herslev. Foto: DanmarkC TV.

Kenny Bruun Olsen, (V), medlem af både Teknisk Udvalg og Klima, Energi- og Miljøudvalget, siger til DanmarkC TV, at “Solceller ved Herslev tror jeg ikke bliver til noget. Jeg tror der er meget bred enighed om i Fredericia Byråd, at det ikke er noget vi er interesseret i. Netop fordi vi har en geografisk lille kommune, og hvis vi sætter solceller op, fylder det rigtig meget i vores kommune.”

Kenny Bruun Olsen kan heller ikke se et flertal for en solcellepark ved Herslev. Foto: DanmarkC TV.

Karsten Byrgesen, (uden for partierne), næstformand i Teknisk Udvalg skriver i et læserbrev: “Vi skal ikke tvinges til at veksle skøn natur og dyrenes leve- og spisesteder ud med solcelleørkener i Fredericia Kommune, hvor naturen i forvejen er under et ekstremt pres.”

Karsten Byrgesen har i et læserbrev gjort opmærksom på, at borgernes mening er vigtig.
Foto: Arkivfoto.

To af tre områder udset til solceller
Lige øst og vest for Herslev har BeGreen ønsker om at lave solcelleparker. Som det ses, er det landbrugsjord, som Socialdemokratiet i Fredericia Byråd ikke ønsker brugt til dét formål.

Grøn omstilling
Fredericia Kommunes vision er, at kommunen bliver “grøn i verdensklasse”, og alle politikere DanmarkC TV har talt med, er dybt optaget af flere forskellige løsningsmodeller. Solceller på bygningstage går igen ved alle partier, og ikke mindst nævnes Dry Port Taulov som en oplagt mulighed. Lovgivning stiller sig i vejen, og det skal politisk ændres på Christiansborg.

DanmarkC TV bringer om kort tid en udsendelse, hvor Herslev Sogns Borgerforening fortæller om deres bekymringer, og hvordan politikere i byrådet forholder sig ideen om en solcellepark ved Herslev.