FREDERICIA

Wunderkammer har cast på plads

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Pressemeddelelse – Instruktør på Teater Malstrøms nye Halfdan Rasmussen forestilling har fundet ’det helt rigtige hold’

Én af de medvirkende er Ingrid Zimmermann Schroll, vinderen af talentpris på den kreative skole i Fredericia

Når Halfdans Wunderkammer har premiere d. 19 november, vil publikum møde et ungt hold på scenen med fire skuespillere mellem 13 og 21 år. Ifølge dramaturg og instruktør Sidsel Nygaard, der også har udviklet forestillingen, er det helt bevidst:

”Forestillingen foregår i et farverigt børneværelse, hvor de medvirkende skal spille børn. Når der til audition, er børn og unge, der er så talentfulde, var der ingen tvivl om, at det skulle være dem. Halfdans vidunderlige rim og remser er også lavet til at børn læser og siger dem, så det er i hans ånd og det føles rigtigt. Jeg tror også, at børn i publikum vil få en anden relation til det, der foregår på scenen, når det er børn og unge, som de er tættere på aldersmæssigt. Det har i det hele taget været en stor fornøjelse at arbejde med så talentfuld et hold til denne forestilling”.

Talent i wunderkammeret

Den yngste på holdet er Ingrid Zimmermann Schroll på 13 år fra Middelfart. Ingrid har spillet med i de årlige skoleforestillinger på Fænøsund Friskole og iført store dragter har hun sammen med en veninde spillet ’Julle og Tulle’ i Middelfart by.

For fire år siden startede hun til drama siden på Den Kreative Skole i Fredericia, hvor hun går på et talenthold, bl.a. sammen med Johanne Ankerstjerne Hermann på 14 år fra Fredericia, der også spiller med i Halfdan-opsætningen. Sidste år vandt Ingrid talentprisen på den kreative skole for sin rolle i Ronja Røverdatter. Ingrid fortæller:

”Jeg elsker undervisningen på talentholdet, hvor vi lærer at smide masken og får nye udfordringer hele tiden. Men jeg synes også, det har været fantastisk at komme på Malstrøm, hvor det er mere seriøst, med lange spændende forløb frem til premieren. Sidste år var jeg med i ’Sonja fra Saxogade’, og nu i Halfdan er vi et mindre hold, så det kræver rigtig meget samarbejde på holdet, og jeg har mange flere replikker”.

Om et par år vil Ingrid gerne på Viby efterskole ved Nørre Aaby eller måske Hoptrup efterskole i Sønderjylland, hvis Viby viser sig at være for tæt på forældrene i Middelfart.

Teaterleder Martin Bach Sørensen er glad for at de unge talenter søger til Teater Malstrøm: ”Det er en del af teatrets vedtægter, at vi skal arbejde med talentudvikling, og denne opsætning er et rigtig godt bevis på, at vi tager det ansvar alvorligt. Jeg håber mange vil bakke op og købe billet til vores wunderkammer, der er stopfyldt med talent”.

Instruktøren vil inspirere 

Instruktør Sidsel Nygaard håber publikum bliver overrasket, griner og bliver rørt af forestillingen, hvor man kan forvente en masse sjove figurer, farver og festligheder, med ’nogle dødcharmerende spillere på scenen’. Sidsel uddyber:

”Det er en forestilling hvor man bliver inviteret ind i Halfdan Rasmussens univers for børn. Hans digte bliver levendegjort, og de skulle gerne inspirere til, at man går på opdagelse i hans værk, fx ved at gå på biblioteket og låner bøger og cd’er med hans sange. Han er meget mere end Mariehønen evigglad – han er sjov, skør og brutal, men også meget poetisk”.

Udover og Johanne medvirker også Josefine Blicher Simonsen, 14, Skanderborg, og Maja Lyngsø Møller, 21, Fredericia/Holstebro.

Faktaboks

  • Halfdans Wunderkammer spiller fra 19. november til 19. december i Det Bruunske Pakhus, Kirkestræde 3, Fredericia, fredag kl. 18 samt lørdag og søndag kl. 13 og 16.
  • Forestillingen tager en lille time og billetter kan købes på billetten.dk
  • Forestillingen anbefales til publikum fra 6 år og op.
  • Begrebet ’wunderkammer’ stammer fra 1800-tallet med folk, der tog på dannelsesrejser i verden og tog ting med hjem, fx en udstoppet abe, en havfrue, et skrumpehoved, eller andre kuriositeter. De blev udstillet i et rum, som en slags forgænger til et moderne museum. Børneværelset, som denne forestilling foregår i, indeholder på samme måde en samling sproglige mærkværdigheder.