LOKALSPORT

Judo og ju-jutsuklub glæder sig til sæsonstart i nye lokaler med nye tilbud

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

I den kommende uge slår Fredericia Judo og Ju-jutsu Klub dørene op til en ny sæson i helt nye lokaler på Nørrebrogade 131. Klubben, der i årevis har holdt til i Fredericia Idrætscenter, voksede ud af rammerne der, og klubbens frivillige har brugt sommeren på at sætte de nye lokaler i stand, så der er klar til de udvidelser, man nu har mulighed for. 
Således kan klubben fra næste uge komme med et helt nyt tilbud – nemlig karate for både børn og voksne. Det bliver René Boye Knudsen og Magnus Rossen, der vil stå for træningen i karate hver tirsdag og torsdag. 
Klubbens aikido-hold for børn, der startede op sidste sæson, kan nu fordoble deres træningstid og træner fremover en time to dage om ugen. 
  • Vi har længe manglet plads i de gamle lokaler til at udvide, så vi glæder os til at præsentere vores nye lokaler og nye tiltag fra på mandag, siger formanden for Fredericia Judo og Ju-Jutsu Klub, Lasse Svane Weimar. 
Fire gange så meget plads
Klubben har med de nye lokaler i det gamle Top Forms lokaler fået fire gange så meget plads, så udover mere plads til måtter og dermed træning er der også blevet plads til nogle styrketræningsmaskiner, gode badeforhold og et større cafe-område hvor både forældre til udøvere og klubbens mange unge og voksne kan slappe af og hygge sig, når de ikke træner. 
Den megen plads giver også mulighed for, at klubben kan bruges til sociale arrangementer for medlemmerne. 
Alle hold starter op i næste uge, og der er noget for alle aldre og i flere forskellige grene af kampsport. Har du lyst til at se, om det er noget for dig, så besøg hjemmesiden www.fjjk.dk eller kom og prøv at være med.