112
112: Melding om brand på Plejecenter Rosenlunden i Fredericia
Brandvæsnet og Politiet hastede søndag aften klokken 20:15 ud til melding om brand på et plejecenter på Nørrebrogade
Der gik ikke mange minutter fra alarmopkaldet til 112, før den første brandbil var fremme ved Plejecenteret Rosenlunden på Nørrebrogade i Fredericia. Kort tid efter ankom også en vandtankvogn, politi og brandvæsnets indsatsleder.
Heldigvis viste det sig, at der alene var tale om røgudvikling fra el-installationer, som indsatslederen nu skal finde ud af hvordan kunne ske, og en elektriker tilkaldes. Det oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi til DanmarkC TV. Han oplyser endvidere at ingen personer var i fare under røgudviklingen.
Efter godt 40 minutter kunne brandvæsnet køre retur til brandstationen.