FREDERICIA

1.150.000 kr. til renoveringen af køkkener på tre plejecentre

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Kommune har fået næsten 1.150.000 kr. til renoveringen af køkkener på tre plejecentre

Beboere og medarbejdere kan se frem til, at køkkenfaciliteterne på plejecentrene Øster Elkjær, Ulleruphus og Hybyhus bliver meget bedre. Midler fra Sundheds- og Ældreministeriet gør det nu muligt at lægge et nyt køkkengulv på Plejecenter Øster Elkjær og renovere leve-bo-køkkenerne på Plejecentrene Ulleruphus og Hybyhus.

”Det glæder mig, at vi nu har mulighed for at få vores køkkenfaciliteter på de tre plejecentre gjort tidssvarende. Det kommer både personalet og beboerne til gode. Nu vil beboerne få mulighed for at følge med i madlavningen og dufte maden tæt på opholdsrummene”, siger Henning Due Lorentzen, formand for Social- og omsorgsudvalget.

På Plejecentret Ulleruphus skal de i gang med en større renovering af deres køkkenfunktion. De har fået 488.950 kr. til at opgradere de fire anretter-køkkener til produktionskøkkener, så maden i højere grad vil kunne produceres fra bunden.

”Med en opgradering af køkkenerne har vi mulighed for at involvere beboerne meget mere i madlavningen og planlægningen af menuerne. Det betyder også noget for appetitten, at man kan lugte, at den bliver tilberedt. Køkkenerne i bo-enhederne ligger tæt på beboerne, så duften fra madlavningen vil også i højere grad komme ud til beboerne”, fortæller centerleder Dorthe Møllegaard.

På Plejecenter Hybyhus skal de i gang med at renovere det ene af deres leve-bo-køkkenener, så det bliver muligt at håndtere den daglige madlavning i køkkenet. Køkkenet skal udstyres med nye ovne og komfurer, og så skal der væltes en væg, så beboerne får mulighed for at følge med og deltage i madlavningen. Plejecentret har fået 430.000 kr. til renovering af det ene køkken, og har søgt om midler til at renovere det andet leve-bo-køkken, da puljen blev genopslået.

Plejecentret Øster Elkjær har fået 231.000 kr. til et nyt epoxy-gulv i fælleskøkkenet. Det nye gulv kommer især personalet til gode, da gulvet slider mindre på dem. Det giver mere tilfredse medarbejdere, som kommer beboerne til gode.

Der er endnu ikke sat endelig dato på, hvornår renoveringen af køkkenfunktionerne går i gang, men formentlig bliver det lige efter sommerferien. Alle arbejderne skal stå færdige inden udgangen af 2017.

Puljemidlerne kommer fra Sundheds- og Ældreministeriets pulje, der vedrører istandsættelse, renovering og etablering af køkkener på plejecentre.