Politiets døgnrapport

Vred mand på Skovbakken, og indbrud på Rønnebækgårdsvej

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Kun tre hændelser i politiets døgnrapport

Indbrud
Der har været indbrud på Rønnebækgårdsvej i et værkstedsskur mellem den 23. februar kl 15 og den 1. marts kl. 9.00.
Der er stjålet:
– sort værktøjskasse
– en Bacho boremaskine
– en Machita hækklipper
– forskelligt håndværktøj
– og et BIT sæt.

Vred mand
Onsdag den 1. marts 05.33 hører en kvindelig beboer på Skovbakken noget larm fra haven, og opdager en mand der smadre en havestol og en hyndeboks. Kvinden råber ud til ham om, hvad han dog laver? Hun får svaret: “I skal lade være med at bagtale mig!“, hvorefter manden forlader haven. Kvinden fik ikke set manden så meget, at hun kan give et signalement.
Politiet hører meget gerne fra vidner på telefon 1-1-4.

Færdselsuheld
Som vi skrev i går, var der et færdselsuheld ved krydset Jupitervej/Venusvej, hvor der var tre biler indblandet. Årsagen var en bilist der kørte mod syd af Jupitervej og overså sin vigeligt.
I alle tre biler var der kun chaufføren.
Den ene bilist blev kørt til skadestuen i Kolding for at blive tjekket, mens de to andre blev tilset i den ambulance der var tilkaldt.
Der er ingen mistanke om, at bilisterne var påvirkede, og derfor er der heller ikke udtaget blodprøver.

Dagens pressebriefing: Vicepolitiinspektør Mikkel Ross.