Læserdebat af: Poul Rand
Der er nogen, der tror, de vælger livet. Resten opdager bare, at det allerede er i gang. Johnny Madsen sagde det mere præcist end de fleste med titlen Tilværelsen blev min skæbne. Ikke som en stor filosofisk fanfare, men som en tør konstatering: Man ender sjældent dér, hvor studievejlederen pegede hen. Man ender dér, hvor livet skubbede én hen – med et lille grin og et større ansvar.
Hos Madsen er skæbnen ikke højtidelig. Den er praktisk. Den står i døren med mudder på støvlerne og siger: “Sådan blev det. Hvad gør vi nu?” Det er fandenivoldsk, selvironisk og alvorligt på den der måde, hvor man ikke pynter på sandheden, men heller ikke gør en dyd ud af at jamre.
Det kan jeg spejle mig i. Jeg satte ikke kursen mod det pæne, det sikre eller det forventede. Tingene skete. Konflikterne kom. Holdningerne blev skærpet undervejs. Pludselig stod jeg ikke og valgte tilværelsen – jeg stod i den. Med en guitar i hånden, et kommunalt budget i indbakken og en bandplakat, der lige skulle godkendes, og så lige et arbejde som selvstændig med opgaver i in- og udland. c’est la vie.
Systemer elsker Excel-ark, processer og farvekoder. Mennesker elsker skæve historier og nogen, der tør sige højt, at kejseren ikke bare er nøgen – han synger også falsk, fordi ærlighed trods alt er lettere at bære end pænhed.
Hvis der fandtes en manual til den slags liv, ville jeg alligevel ikke læse den. Madsen ville sandsynligvis have brugt den som dørstopper. Pointen er jo netop, at man ikke bliver pudset pæn af systemer, eksperter og bedrevidende typer. Man står fast på sin egen kant. Man tager livet, som det kommer – og står ved det, der kom.
Tilværelsen blev min skæbne. Ikke fordi det var nemt – det var det fandeme ikke – men fordi det var ærligt. Det er en ganske brugbar skæbne at leve med. Også når den larmer lidt.
Den menneskelige moralen er: Du vælger ikke altid dit liv, men du vælger, om du vil stå ved det.
Den politiske morale er: Politik skal tage udgangspunkt i virkeligheden – ikke i pæne systemfortællinger. Man kan ikke styre mennesker, som om de var regneark – og samtidig forvente tillid. Politik fejler, når den tror, den kan erstatte livserfaring med systemlogik.