FREDERICIA

Vores frihed er under pres

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

På grund af Covid-19 er uddelingen af Arlette Andersens frihedspris og 4. maj arrangementet en del anderledes i år

Hvert år markeres Danmarks befrielse med et traditionsrigt arrangement den 4. maj om aftenen i Fredericia. Danmarks befrielse bliver også markeret i Fredericia i år – dog en del anderledes på grund af Covid-19. 

”Vi er i en ganske særlig situation i øjeblikket, og man kan på nogle punkter drage paralleller til tiden under besættelsen. Vores frihed er igen sat under pres, dog ikke af en besættelsesmagt, men af en pandemi. Det gør, at vi i år har været nødt til at tænke anderledes, når vi skal markere 4. maj her i Fredericia”, siger viceborgmester Ole Steen Hansen og formand for 4. maj-komitéen. 

På grund af forsamlingsforbuddet er det ikke muligt at holde 4. maj-arrangementet og uddelingen af Arlette Andersens frihedspris, som de tidligere år. At det oven i købet er 75-året for befrielsen, som vi skulle have fejret, gør det endnu mere ærgerligt, at det traditionsrige arrangement må aflyses i sin oprindelige form. Men i stedet vil hele arrangementet og uddelingen af frihedsprisen blive optaget og sendt på kommunens hjemmeside og facebookside om aftenen den 4. maj. Udsendelsen starter kl. 19, og alle traditionerne vil blive overholdt så godt, det lader sig gøre. 

”Når vi ikke kan samles som vi plejer i år, så synes jeg, at denne måde at være sammen på –  hver for sig – er en rigtig god løsning. Jeg håber, at opbakningen vil være næsten lige så stor som, den plejer, og at man derhjemme vil mindes 75 år i frihed ved at sætte levende lys i vinduerne”, siger Ole Steen Hansen. 

Arlette Andersen modtager sit ridderkors

Den 4. maj vil Arlette Andersen modtage sit ridderkors på Fredericia Rådhus. Borgmester Jacob Bjerregaard vil overrække ridderkorset på vegne af Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Overrækkelsen vil også blive optaget og blive en del af selve 4. maj-arrangementet i år. ”Jeg er stolt og beæret over at få den ære at overrække Arlette Andersen ridderkorset. Arlette har gjort et uudsletteligt indtryk på mange tusinde unge mennesker med beretningerne om hendes rystende oplevelser under 2. verdenskrig. Det er rædselsfulde overgreb mod menneskeheden, som vi

aldrig nogensinde må glemme. Arlette har ydet et værdifuldt og helt autentisk bidrag til det, og jeg glæder mig til at kunne overrække hende ridderkorset”, siger borgmester Jacob Bjerregaard.

Arlette Andersens frihedspris bliver uddelt virtuelt

På grund af Covid-19 bliver uddelingen af Arlette Andersens frihedspris også anderledes end de foregående år. Selve udvælgelsen og bedømmelsen foregår som normalt, men på grund af forsamlingsforbuddet bliver prisen uddelt virtuelt i år. Komitéen forsøger dog at holde spændingen om vinderne ved først at afsløre dem i udsendelsen, som bliver sendt mandag den 4. maj kl. 19 på Facebook og kommunens hjemmeside. 

Fakta om Arlette Andersens frihedspris

  • I foråret 2017 indstiftede Danske Bank, Fredericia Gymnasium, Fredericia Dagblad og Fredericia Kommune Arlette Andersens Frihedspris for at sikre en fortsat opmærksomhed og bevidsthed omkring begrebet frihed i dets vide betydning. Frihedsprisen er på i alt 18.000 kr.  
  • Arlette Andersens Frihedspris uddeles i tre priser på: 10.000 kr., 5.000 kr. og 3.000 kr.
  • Prisen kan søges af unge mennesker, der er mellem 14 og 21 år på datoen for prisens uddeling – den 4. maj, og ansøgerne skal have bopæl i Fredericia Kommune.