Politiets døgnrapport

Vold mod DSB-ansat, indbrud, og tyveri er punkter på døgnrapporten

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Voldssag
Torsdag kl. 08.36 blev en DSB ansat udsat for vold på Fredericia Banegård.
En mand på 24 år, der er tilmeldt Folkeregistret som bopæl, kastede en tændt cigaret mod den DSB-ansatte kvinde på 52 år, og gav hende i tilgift en lussing med flad hånd. Herved blev kvindens briller ødelagt!
Den 24-årige blev kort efter anholdt og sigtet.
Hvad der udløste mandens vrede fremgår ikke af døgnrapporten.

Indbrud
Der har været indbrud i en kælderlejlighed på Prangervej i tidsrummet 6/10 kl. 16.00 til 10/10 kl.07.00.
Indbrud er sket gennem en dør til lejligheden, og lejligheden er efterfølgende gennemrodet.
Der er stjålet: Et el-løbehjul, en føntørrer, make up, et glattejern, parfume, tre headset og en Chromecast.

Forsøg på biltyveri
En Hyundai E20, der holdt på en parkeringsplads i Norgesgade, blev forsøgt stjålet i går kl. 12.35..
Der blev smadret en rude i bilen, og derefter har man forsøgt at bryde ratstammen op. Lige lidt hjalp det, da bilen er monteret med startspærre.

GPS medvirkede til at finde minilæsser
En minilæsser af mærket GIAN blev stjålet fra en byggeplads på Mosegårdsvej 12/10 kl. 01.30.
Byggepladsen er videoovervåget, og det burde give politiet gode spor at gå efter, når en eller flere gerningsmænd skal findes.
Minilæsseren er udstyret med GPS, og ejeren kunne derfor selv finde den. Den stod parkeret ved Fredericia Sejlklub.
Det tilkaldte politi har nu foretaget en gerningsstedsundersøgelse, og efterforskningen er gået igang.